Hjælpemenu

Hovedmenu

Krypteringsprodukter

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 316)
indre marked
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

22. november 2000

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Erhvervsministeriets notat vedr. krypteringsprodukter {{SPA}} Wassenaar Arrangementets Plenarmøde 30. november og 1. december 2000.

 

21. november 2000

Sag 1998-293-5

EFS-BI

EM0324

 

 

Krypteringsprodukter

Wassenaar Arrangementets Plenarmøde 30. november og 1. december 2000

 

Baggrund

På Wassenaar Arrangementets (WA) Plenarmøde i december 1998 blev de 33 deltagende lande enige om nye regler for eksportkontrol med krypteringsprodukter.

Aftalen fra 1998 indebar, at også massemarkedskrypteringssoftware nu kom under eksportkontrol, hvis nøglelængden var over 64 bits (stærk kryptering).

Der var i WA enighed om, at denne bitgrænse på 64 bits for massemarkedskrypteringssoftware skulle bortfalde efter 2 år, altså i december 2000, medmindre der til den tid var enighed om at opretholde den.

De nye regler blev gældende dansk ret ved en ændring af den rådsafgørelse, som indeholder listerne over de produkter, der i EU er under eksportkontrol. Det skete ved Rådets beslutning af 9. marts 1999 (1999/193/FUSP), efter at erhvervsministeren på Europaudvalgets møde den 5. marts 1999 havde fået mandat til at ophæve det danske forbehold, som hidtil havde hindret retsaktens vedtagelse i EU.

Dansk holdning

Beslutningerne i WA i december 1998 var anledningen til, at der i mange lande blev sat fokus på spørgsmål om kryptering og sikker elektronisk kommunikation.

Den 3. marts 2000 besvarede erhvervsministeren på regeringens vegne en fælles henvendelse fra 9 erhvervsorganisationer. Ministeren udtalte i svaret, at regeringen delte erhvervsorganisationernes opfattelse af, at fortsatte restriktioner på overførsel af kommercielle krypteringsprodukter var en hindring for Wassenaar-landenes førende position inden for udvikling og fremstilling af krypteringsprodukter, og at eksportkontrollen med krypteringsprodukter, der ha vde en bred kommerciel anvendelse over hele verden, burde fjernes.

 

Den 7. april 2000 godkendte Folketingets Europaudvalg et mandat til forhandlingerne i EU om en ny dual-use forordning, som for krypteringsprodukternes vedkommende betød, at Danmark kunne arbejde for, at disse produkter blev helt fritaget for eksportkontrol i det indre marked (bortset fra "kryptoanalyse") og for en vidtgående liberalisering ved udførsel til en række nærtstående lande.

Ligeledes den 7. april 2000 beskrev regeringen sin holdning til den fremtidige danske krypteringspolitik i et brev til IT-Sikkerhedsrådet, hvor det om eksportkontrollen med krypteringsprodukter hedder: "der arbejdes for størst mulig liberalisering af eksportkontrollen med dual-use produkter, i EU og Wassenaar, dog med behørig hensyntagen til behovet for fortsat at kunne kontrollere spredningen af meget sensitive produkter til sensitive slutbrugere".

Forhandlingssituationen for krypteringsprodukter

På dette grundlag har Danmark senest på et møde i Wassenaars ekspertgruppe den 18.-27. september 2000 deltaget i forhandlingerne udfra det grundsynspunkt, at den internationale eksportkontrol med krypteringsprodukter skal være så liberal som mulig, og at Danmark ikke vil kunne støtte nogen form for kontrol, som ikke er klart dokumenteret og berettiget.

Der foreligger nu et kompromisforslag, som Danmark har støttet, og som går ud på at ophæve den nuværende bitgrænse på 64 bits for massemarkedskrypteringsprodukter, både for software og hardware.

Kompromisforslaget indebærer samtidig, at den hidtil bestående eksportkontrol med kryptering, der ikke er massemarkedskrypteringsprodukter, bevares, (dvs. de "skræddersyede" produkter over 56 bits). Denne eksportkontrol giver mulighed for fortsat at kontrollere spredningen af særlige sensitive krypteringsprodukter. Eksportkontrollen skønnes at være uden væsentlig kommerciel betydning for dansk erhvervsliv, og også Dansk Indust ri har tilkendegivet, at man finder det velbegrundet at opretholde eksportkontrol for disse produkter.

Efter de seneste forlydender er der en overvejende sandsynlighed for, at alle lande vil tilslutte sig kompromisforslaget.

 

 

Konklusion

Der tegner sig et resultat på WA{{PU2}}s forestående Plenarmøde, som indebærer en væsentlig liberalisering vedrørende alle krypteringsprodukter, som er alment udbredt. Der opretholdes alene kontrol med "skræddersyede" krypteringsprodukter og visse få meget sensitive produkter. Liberaliseringen vil have en positiv virkning for markedsføringen og for mulighederne for sikker og fortrolig kommunikation. Samtidig kan de sikkerh itiske interesser stadig varetages på en forsvarlig måde.