Fælleskabshandlingsprogram til bekæmpelse af social udstødelse
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1684)
arbejds- og
socialministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
SOU, Alm. del - bilag 1028
(Løbenr. 26449)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Socialministeriets notat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et fællesskabshandlingsprogram til fremme af medlemsstaternes samarbejde om bekæmpelse af social udstødelse, KOM(2000)368.
Socialministeriet
EU-kontor
Notat til Folketingets Europaudvalg
om forslag til Europa – Parlamentets og Rådets afgørelse om et fællesskabshandlingsprogram til fremme af medlemsstaternes samarbejde om bekæmpelse af social udstødelse.
KOM(2000)368
- Iværksættelse af forligsprocedure
Baggrund
Kommissionen vedtog på sit møde den 16. juni 2000 et forslag til Europa – Parlamentets og Rådets afgørelse om et fællesskabshandlingsprogram til fremme af medlemsstaternes samarbejde om bekæmpelse af social udstødelse. Kommissionen oversendte forslaget til Rådet den 19. juni 2000.
Forslaget har hjemmel i TEF art. 137, stk.2 og skal behandles efter proceduren for fælles beslutningstagen i art. 251.
Europa – Parlamentet afgav den 16. november 2000 sin førstebehandlingsudtalelse med en række ændringer til Kommissionens forslag.
Kommissionen forelagde den 24. november 2000 Rådet et ændret forslag, hvori nogle af Europa – Parlamentets ændringer var indarbejdet.
Som følge af Europa – Parlamentets udtalelse vedtog Kommissionen et ændret forslag, som blev sendt til Rådet og Europa Parlamentet den 24. november 2000(KOM(2000)796)
Der blev opnået politisk enighed i Rådet om en fælles holdning på mødet den 27.-28. november 2000.Rådet fastlagde i overensstemmelse med art. 250 sin fælles holdning den 12. februar 2001.
Europa – Parlamentet foreslog i forbindelse med andenbehandlingen af forslaget den 17. maj 2001 en række ændringer til den fælles holdning. Disse ændringer vedrører:
- en henvisning i præamblen til Europarådets reviderede Socialpagt fra 1996, specielt artikel 30, der indeholder bestemmelser om ret til beskyttelse mod fattigdom og social udstødelse, samt henvisning til de rettigheder og principper, der er indeholdt i Den Europæiske Unions Charteret om grundlæggende rettigheder,
- en ny henvisning i præamblen om, at de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af afgørelsen sker i form af et rådgivende udvalg, og dette går igen i selve lovteksten,
- at finansieringsrammen for programmet i den 5 årige periode forhøjes fra 70 mio. EUR til 100 mio. EUR, og at tekniske og administrative udgifter inkluderes heri,
- at Kommissionen i sin sammenfattende årsrapport til Det Europæiske Råds forårsmøde ud over at give Det Europæiske Råd en redegørelse for de fremskridt, der er sket inden for rammerne af programmet, også giver Europa – Parlamentet denne redegørelse,
- at grundfinansieringen af centrale europæiske netværk, der arbejder med bekæmpelse af social udstødelse og fattigdom ændres fra 80% til 90%, af de udgifter, der kan ydes støtte til.
Rådet har ikke kunnet godkende alle Europa – Parlamentets ændringsforslag, herunder især forslaget om forhøjelse af finansieringsrammen, komitologien og grundfinansieringen.
Kommissionen har ej heller kunnet godkende alle Europa – Parlamentets ændringsforslag, herunder især forhøjelse af finansieringsrammen, hvorfor forligsproceduren iværksættes.
Formål og indhold
Der er med forslaget lagt op til, at programmet skal gennemføres i en 5 årig periode fra 1. januar 2001 til 31. december 2005. Finansieringsrammen er foreslået til 70 mio. EUR.
Programmet skal kombineres med de nationale handlingsplaner om bekæmpelse af social udstødelse, som medlemsstaterne skal udarbejde, og skal indgå som led i den åbne koordinations metode, der skal gennemføres på området. Programmet og de nationale handlingsplaner skal bidrage til en større indsigt i social udstødelse, mainstreaming af kampen mod social udstødelse i medlemsstaternes og Fællesskabets politikker og foranst altninger, samt udformning af prioriterede aktioner, der udvælges af medlemsstaterne på grundlag af deres specifikke forhold.
Programmets mål er at støtte samarbejde, der sætter EU og medlemsstaterne i stand til at gøre indsatsen mod social udstødelse mere effektiv ved at forbedre forståelsen for social udstødelse ved at tilrettelægge samarbejde om politikken og fælles indlæring inden for rammen af de nationale handlingsplaner og ved at opbygge aktørernes evne til effektivt at gøre noget ved social udstødelse.
I tværnationalt regi skal der iværksættes en række foranstaltninger på følgende tre indsatsområder:
- Analyse af særlige kendetegn, årsager, processer og tendenser i forbindelse med social udstødelse,
- Samarbejde om politikken og udveksling af oplysninger og bedste praksis,
- Inddragelse af forskellige aktører og støtte til arbejde i netværk på EU – plan.
Kommissionen skal gennemføre fællesskabsforanstaltningerne og skal i den forbindelse bistås af et rådgivende udvalg bestående af repræsentanter for medlemsstaterne (under behandlingen af forslaget er dette ændret til et blandet udvalg). Der skal sikres sammenhæng og komplementaritet med andre foranstaltninger, herunder med Fællesskabets indsats under strukturfondene, navnlig fællesskabsinitiativet EQUAL.
Efter programmets tredje år og ved afslutningen af programmet skal Kommissionen med bistand fra uafhængige eksperter evaluere relevansen og effektiviteten af de iværksatte foranstaltninger.
Programmet er åbent for EFTA/EØS – landene, de associerede lande i Central – og Østeuropa, samt Cypern, Malta og Tyrkiet, der derved - såfremt de ønsker at deltage – vil kunne drage nytte af den viden og de erfaringer, som samarbejdet under programmet vil tilvejebringe.
Spørgsmål til forligsproceduren
Europa – Parlamentet har stillet ændringsforslag til Rådets fælles holdning og i i præamblen tilføjet en henvisning til Europarådets reviderede Socialpagt fra 1996 og Den Europæiske Unions Chartret om grundlæggende rettigheder.
Formandskabet har foreslået, at ændringsforslaget medtages med ganske få ændringer.
Europa – Parlamentet har endvidere stillet ændringsforslag vedrørende komitologien. Dette ændringsforslag svarer til Kommissionens oprindelige forslag.
Formandskabet har foreslået en opstramning af de elementer, der behandles i udvalget. Derved kan Europa- Parlamentets ændringsforslag imødekommes uden at der reelt sker ændringer i forhold til den fælles holdning.
Til Europa – Parlamentets forslag om, at finansieringsrammen forhøjes fra 70 mio. EUR til 100 mio. EUR har formandskabet forsøgt at få tilslutning til en ramme på 75 mio. EUR.
Europa – Parlamentet har endvidere fremsat forslag om, at Kommissionen til Det Europæiske Råds forårsmøde også giver Europa – Parlamentet en redegørelse for de fremskridt, der er sket inden for rammerne af programmet.
Formandskabet har foreslået, at Europa – Parlamentet skal have mulighed for at tilkendegive sit syn på rapporten.
Europa – Parlamentet har stillet ændringsforslag til grundfinansieringen fra 80 % til 90%.
Formandskabet har foreslået, at der i særlige tilfælde kan være grundfinansiering på 90%.
Fra dansk side vil man deltage i forligsdrøftelserne på grundlag af den tidligere forelæggelse for udvalget den 24. november 2000, idet man endvidere, som led i et samlet kompromis
- arbejder for en henvisning til Europarådets reviderede Socialpagt og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder,
- arbejder for, at komitologien indholdsmæssigt ligger så tæt som muligt op ad den fælles holdning,
- arbejder for, at finansieringsrammen som udgangspunkt fastholdes, men kan om nødvendigt forhøjes til et niveau, som flest mulige medlemsstater kan acceptere,
- arbejder for at Europa – Parlamentet får mulighed for at komme med sit syn på fremskridtsrapporten og
- arbejder for at grundfinansiering fastholdes, men kan om nødvendigt gå op til 90% i særlige tilfælde.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg den 24. november 2000 til forhandling i forbindelse med Rådsmødet Arbejds – og Socialministre den 27. og 28. november 2000.
.