Beskyttelse af arbejdstagere ved arbejdsgiverenes insolvens
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1678)
arbejds- og
socialministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Arbejdsministeriets grundnotat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 80/987/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgivernes insolvens.
Grundnotat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 80/987/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgivernes insolvens.
1. Baggrund
Europa-Kommissionen har den 17. januar 2001 oversendt forslag til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 80/987/EØF
om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af
arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgivernes insolvens, KOM(2000) 832, til
Rådet.
Ændringsforslagets hjemmelsgrundlag er Traktatens art. 137, stk. 2. I henhold
til denne bestemmelse vil forslaget kunne vedtages med kvalificeret flertal, jf.
art. 251.
2. Indhold
Direktivforslagets præambel bestemmer bl.a., at formålet med direktivet er at
sikre arbejdstagerne i forbindelse med arbejdsgiverens insolvens, og med
henblik herpå har medlemsstaterne pligt til at etablere en garantiinstitution,
der sikrer betaling af lønmodtagernes løntilgodehavender. Udviklingen i
medlemsstaternes konkursret og udviklingen af det indre marked gør det nød-
vendigt at tilpasse direktivet. Ændringen er endvidere påkrævet for at præci-
sere anvendelsesområdet og for at tilpasse det til den retlige udvikling, der
sker i medlemsstaterne og herunder at skabe kohærens i forhold til Rådets direktiv 77/187 /EØF af 14. februar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller dele af virksomheder eller bedrifter
som ændret ved direktiv 98/50/EF af 17. juli 1998.
I direktivforslaget præciseres det endvidere, at arbejdstagere omfattet af Rå-
dets direktiv 97/81/EF af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende
deltidsarbejde, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS, direktiv 1999/70/EF
af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er
indgået af EFS, UNICE og CEEP, og direktiv 91/383/EØF af 25. juni 1991
om supplering af foranstaltningerne til forbedring af sikkerheden og sundhe-
den på arbejdsstedet for arbejdstagere, der har et tidsbegrænset ansættelses-
forhold eller et vikaransættelsesforhold, ikke udelukkes fra dette direktivs
anvendelsesområde.
Med henblik på at sikre de arbejdstagere, hvis arbejdsgiver virker i flere
medlemsstater, er det nødvendigt i direktivet eksplicit at fastsætte, hvilken ga-
rantiinstitution, der skal dække løntilgodehavender i den såkaldte tværnatio-
nale situation, ligesom det er nødvendigt at indlede et samarbejde mellem
medlemsstaternes relevante garantiinstitutioner.
Afdeling I anvendelsesområde og definitioner
Forslagets ændringer til direktivets art. l, stk. 2 og 3 ændrer i medlemsstater-
nes mulighed for at udelukke visse kategorier af arbejdstagere fra direktivet.
1980-direktivets bilag ophæves som en konsekvens heraf. Art. l, stk. 2 fastslår herefter, at medlemsstaterne fortsat kan udelukke visse kategorier af ar-
bejdstagere fra direktivets anvendelsesområde, hvis arbejdstagerne er dækket
af andre former for garanti, der sikrer dem en beskyttelse svarende til direkti-
vet. Medlemsstaternes mulighed for generelt at udelukke visse kategorier af
arbejdstagere fra direktivet udgår og erstattes af reglen i stk. 3 om, at med-
lemsstaterne alene fremover kan udelukke l) tjenestefolk, der beskæftiges af
en fysisk person og 2) partsfiskere. Muligheden for at udelukke nære familie-
medlemmer/ægtefæller reguleres fremover alene af art. 10.
I forslagets ændringer til direktivets art. 2, stk.1, fastlægges et nyt insolvens-
begreb. Med forslaget anses arbejdsgiveren for at være insolvent, når der er
indgivet begæring om indledning af kollektiv bobehandling med hjemmel i de
administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i en medlemsstat som følge
af arbejdsgiverens insolvens, som medfører, at arbejdsgiveren helt eller delvis
mister rådigheden over sine aktiver, at der udpeges en kurator, og at den
myndighed, som har kompetence i henhold til nævnte bestemmelser:
a) enten har truffet afgørelse om indledning af bobehandlingen eller
b) har konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket
endeligt, og at de foreliggende aktiver ikke er tilstrækkelige til at berettige
indledning af bobehandlingen.
Forslaget bevirker, at der sker en udvidelse af insolvensbegrebet til at omfatte
arbejdsgivere, der er insolvente, men som ikke undergives bobehandling i
form af likvidation, men andre (og stadig mere varierende) former for bobe-
handling end likvidation (akkord, plan for videreførelse af virksomheden, betalingsstandsning eller tilsvarende procedurer med henblik på at sikre virk- somhedens fortsatte drift).
Art. 2. stk. 2. l. led, består uændret. I bestemmelsen fastslås det, at definitio-
nen af begreberne arbejdstager, arbejdsgiver, erhvervet ret og delvis erhvervet
ret fortsat fastsættes af medlemsstaterne.
Ændringerne i direktivets art. 2. stk. 2.2. led, fastslår, at medlemsstaterne ik-
ke kan udelukke følgende fra direktivets anvendelsesområde:
a) deltidsansatte som defineret i direktiv 97/81/EF,
b) personer med tidsbegrænset ansættelse som defineret i direktiv 1999/70/EF og
c) personer med vikaransættelsesforhold som defineret i art. l, m. 2, i direktiv
91/383/EØF.
I art. 2. stk. 3, defineres begrebet "forretningssted" som ethvert sted, hvor ar-
bejdsgiveren udøver en ikke-forbigående økonomisk eller erhvervsmæssig
aktivitet under anvendelse af menneskelige ressourcer og reelle produktions-
faktorer.
Afdeling II bestemmelser vedrørende garantiinstitutionerne
I art. 3. stk. l. l. led, bestemmes, at medlemsstaterne træffer de nødvendige
foranstaltninger for, at garantiinstitutioner, med forbehold af artikel 4, sikrer
arbejdstagerne betaling af tilgodehavender, der hidrører fra arbejdsaftaler eller
ansættelsesforhold.
I art. 3. stk. l. 2. led, fastlægges omfanget af garantiinstitutionens forpligtelse,
som er dækning af ikke-udbetalt løn, der er optjent i en periode, der ligger in-
den og/eller eventuelt efter en dato, som medlemsstaterne har fastsat.
I art. 4. stk. l, slås det fast, at medlemsstaterne kan begrænse den i artikel 3
omhandlede betalingspligt for garantiinstitutionerne. Hvis medlemsstaterne
gør brug af denne mulighed, skal de fastsætte den periode, som garantiinsti-
tutionen som minimum dækker tilgodehavender i. Dette tidsrum kan dog ikke
være kortere end en periode, der omfatter de seneste 3 måneders ikke-udbetalt
løn. Medlemsstaterne kan medtage denne minimumsperiode på 3 måneder i
en referenceperiode, der ikke kan være kortere end seks måneder, jf. art. 4, stk. 2.
I art. 4. stk. 3, bestemmes, at medlemsstaterne kan fastsætte et loft over ga-
rantiinstitutionens betalinger. Såfremt man gør brug af denne mulighed, skal
medlemsstaten underrette Kommissionen om fremgangsmåderne ved fast-
sættelse af loftet.
Afdeling IIIa bestemmelser vedrørende tværnationale tilfælde af insolvens
Art. 8a er ny og regulerer de tværnationale situationer.
I stk. 1 bestemmes, at såfremt en virksomhed, der har forretningssteder i
mindst to medlemsstater, bliver insolvent, jf. art. 2, stk. 1, og der i en anden
medlemsstat end den, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, er
begæret indledning af insolvensbehandling, dækker garantiinstitutionen i den
medlemsstat, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører/udførte sit arbejde.
Af stk. 2 fremgår det, at omfanget af arbejdstagerne rettigheder fastslås i
henhold til den lovgivning, der gælder for den garantiinstitution, der skal
dække løntilgodehavendet.
I stk. 3 understreges medlemsstaternes forpligtelse til at træffe de nødvendige
foranstaltninger for at sikre, at der tages hensyn til de beslutninger, der træffes
inden for rammerne af art. 8a, stk. 1, når en arbejdsgivers insolvens skal fast-
slås.
Art. 8b er ny.
Med henblik på at gennemføre art. 8a forpligtes medlemsstaterne til at etable-
re et samarbejde mellem de relevante offentlige administrationer.
I henhold til artikel 10a, som er ny, skal medlemsstaterne meddele Kommis-
sionen og de øvrige medlemsstater, hvilke nationale former for insolvensbe-
handling, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde, og enhver æn-
dring, der vedrører disse.
Endelig foreslås det, at direktivets bilag, af hvilket det fremgår hvilke ar-
bejdstageres krav, der kan udelukkes fra direktivets anvendelsesområde samt
hvilke arbejdstagere, der er omfattet af andre former for garanti, udgår. Årsa-
gen til dette er den ændrede formulering af art. 1.
I direktivforslagets art. 2 foreslås, at ændringerne implementeres af medlems-
staterne senest den 31. december 2003.
3. Gældende dansk ret
Lønmodtagernes Garantifond er oprettet til sikring af lønmodtageres krav på
løn m. v. ved l) arbejdsgiverens konkurs, 2) arbejdsgiverens død, såfremt der
træffes afgørelse om insolvensbehandling, eller boet sluttes ved boudlæg uden
skiftebehandling, eller 3) virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at ar-
bejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet, jf. § 1, i lovbekendtgørelse nr.
1114 af 12. december 1996 om Lønmodtagernes Garantifond (LG-loven).
Lovens § 2, bestemmer omfanget af betalingsforpligtelsen.
Lønmodtagerbegrebet
Efter dansk lovgivning dækkes enhver lønmodtager af garantien. Lønmodta-
gerbegrebet er nationalt bestemt. Undtaget fra LG´s dækning er alene perso-
ner, som ikke anses for at være ansat i tjenesteforhold (direktører, handelsa-
genter og lign.) og nærstående efter konkurslovens § 95, stk. 2. Forslagets ændringer dels i art. 1 om, hvilke kategorier af arbejdstagere, der generelt kan udelukkes fra direktivet, dels i art. 2 om forbud mod udelukkelse af garantien
af deltidsansatte, tidsbegrænsede ansættelsesforhold og vikaransatte, kræver
ingen ændringer i dansk lovgivning, ligesom konkurslovens § 95, stk. 2, kan
opretholdes med hjemmel i direktivets art. 10.
Insolvensbegrebet
Efter LG-loven dækker garantien i dag alene de tilfælde, hvor arbejdsgive-
ren/virksomheden enten går konkurs eller definitivt ophører med at drive
virksomhed, jf. ovenfor. Den foreslåede ændring af insolvensdirektivets in-
solvensbegreb, jf. art. 2, stk. l, betyder, at den danske garantiordning vil skulle
udvides til at omfatte bobehandlinger med andre formål end konkursbehand-
ling (likvidation), herunder virksomhedssaneringer og -rekonstruktioner (ak-
kord, betalingsstandsning eller tilsvarende procedurer med henblik på at sikre
virksomhedernes fortsatte drift). Dette vil medføre en markant ændring i LG's
nuværende betalingsforpligtelse. Forslaget vil kræve ændringer i LG-loven.
Garantiens tidsmæssige omfang
Efter LG-Ioven er arbejdstagerne sikret betaling af krav på løn og andet ve-
derlag, erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, godtgørelse i forbindelse
med opsigelse eller afbrydelse af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse, så-
fremt kravene er eller i tilfælde af konkurs ville være omfattet af konkurslo-
vens § 63, stk. 2, l. pkt., eller § 95, stk. l, m. 1-5, jf. stk. 2. Garantien omfat-
ter tillige tilsvarende krav, der kan støttes på konkurslovens § 94, m. 2, så-
fremt den skifteret, der behandler konkursboet eller dødsboet, attesterer, at
boet ikke for tiden er i stand til at opfylde kravene. Garantien omfatter dog
ikke den del af kravet, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt i kildeskat.
Tidsmæssigt betyder sammenhængen mellem LG-loven og konkursloven, at
LG generelt kan dække lønkrav, som er forfaldet i tidsrummet fra 6 måneder før fristdagen indtil konkursdekretets afsigelse. Længden af opsigelsesvars- lerne og konkurslovens § 61 om konkursregulering udgør den tidsmæssige
grænse for kravenes længde. De foreslåede ændringer i direktivets art. 3 og 4
om minimumsperiode for garantiens omfang kræver ingen ændringer i dansk
lovgivning.
Begrænsninger i kravene
Efter LG-lovens § 3 kan der p.t. maksimalt udbetales 90.000 kr. efter skat. Feriegodtgørelse indgår ikke i de 90.000 kr. Feriegodtgørelse kan udbetales uden beløbsbegrænsning. 90.000 kr.-grænsen vil ikke kunne opretholdes, idet der med ændringen af art. 4, stk. 3, ikke længere vil være mulighed for at begrænse garantien til mindre end 3 måneders ikke-udbetalt løn. (Meldinger fra Komissionen kunne dog tyde på, at det alligevel vil være muligt at opretholde en beløbsgrænse.).
Tværnationale situationer
Direktivforslagets art. 8a, om den såkaldte tværnationale situation vil medføre
ændringer i LG-loven.
LG-loven afgrænser ikke direkte fondens internationale forpligtelser. De
tværnationale situationer afgøres i dag på baggrund af de i retspraksis opstil-
lede retningslinier. Udgangspunktet er, at LG kan træde til i de situationer,
hvor arbejdsgiveren er eller vil kunne erklæres konkurs i Danmark. Praksis er
ikke fuldt ud afklaret.
Den tværnationale situation er den situation, hvor en arbejds-
giver har mindst 2 forretningssteder, og hvor arbejdsgiveren bliver underlagt
insolvensbehandling i medlemsstat X. Arbejdsgiverens ansatte befinder sig
imidlertid også i medlemsstat Y, idet den ansatte sædvanligvis udfører sit arbejde dér fremfor i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt. I disse situationer vil det efter forslaget blive det lands LG-institution, hvor lønmodtageren sædvanligvis udfører sit arbejde (medlemsstat Y), som vil skulle dække lønmodtagerens evt. løntilgodehavende efter de regler om dækningens omfang, der gælder i medlemsstat Y.
Bestemmelsen foreskriver endvidere, at der skal etableres et samarbejde mel-
lem garantiinstitutionerne i EU.
4. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Ifølge Kommissionen er det nødvendigt at fastætte et nyt insolvensbegreb for
at skabe balance mellem konkurs- og arbejdsretten samt at sikre kohærens
med Rådets direktiv 98/50/EF af 29. juni 1998 om ændring af direktiv
77/187/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse
af arbejdstagerne rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder,
bedrifter eller dele af bedrifter, jf. direktivets art. 4a, stk. 2, litra a, som inde-
holder mulighed for, at medlemsstaterne kan give økonomisk støtte til en
virksomhed med henblik på at rekonstruere denne.
Kommissionen bemærker endvidere, at direktivforslaget er i overensstemmel-
se med proportionalitetsprincippet, idet det fastsætter en mindstebeskyttelse
på området. Endelig bemærker Kommissionen, at forslaget ikke medfører
administrative, finansielle eller retlige byrder i en sådan grad, at det hæmmer
oprettelse og udvikling af små og mellemstore virksomheder.
5. Høring
Forslaget har været sendt til høring i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet- og Sociale forhold.
Arbejdsministeriet har modtaget høringssvar fra LO, FTF, AC, Ledernes Ho-
vedorganisation og DA.
LO giver i sit høringssvar udtryk for, at man støtter direktivforslaget i sin nu-
værende form, herunder at det i den transnationale situation er den medlems-
stat, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, som skal dække
evt. krav. LO er dog opmærksom på, at udvidelsen af insolvensbegrebet kan
indebære en risiko for, at LG-ordningen misbruges, og finder derfor at
spørgsmålet om statsstøtte skal overvejes nøje.
AC ser meget positivt på direktivforslaget og kan således støtte udvidelsen af
direktivets anvendelsesområde til at omfatte andre bobehandlinger end kon-
kurs. AC anfører endvidere, at der med direktivet sker en væsentlig forbedring af arbejdstagerne rettigheder, idet arbejdstageren sikres ret til 3 måne-
ders løn uanset lønnens størrelse. F .s. v .a. den transnationale situation fore-
trækker AC, at der tages udgangspunkt i forslagets principper, hvorefter det er
lønmodtagerens "sædvanlige arbejdsstedslands" LG-instititut, der skal udbe-
tale lønmodtagerens tilgodehavende.
Ledernes Hovedorganisation ser positivt på udvidelsen af direktivets an-
vendelsesområde til at omfatte andre bobehandlinger end konkurs. F .s. v .a. direktivets øvrige ændringer findes disse hensigtsmæssige.
DA finder, at ændringsforslaget giver anledning til en række betænkeligheder. Konkursforordningen bruges urigtigt som argument for ændringen, da der er tale om 2 vidt forskellige hensyn, hvor det ene er hensynet til de forretningsmæssige kreditorer og det andet arbejdstagernes lønmæssige risici. Ændringen af insolvensbegrebet og forslaget om transnationale situationer vil bevirke, at arbejdsgivernes omkostninger via LG-bidraget vil kunne stige v&ael ig;sentligt. DA anfører endvidere, at der er risiko for, at udbetalinger fra fondene kan få karakter af statsstøtte."
SALA påpeger indledningsvist, at de ikke mener, at en direktivændring er påkrævet. SALA finder det endvidere betænkeligt, at forslaget dels kan risikere at øge virksomhedernes indbetalinger til LG, dels at de ændrede regler kan virke konkurrenceforvridende."
FTF støtter det fremsatte ændringsforslag, og støtter i øvrigt det af AC anførte vedr. den transnationale situation.
6. Tidligere forelæggelse
-
7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Direktivforslaget vil kræve en række ændringer af lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1114 af 12. december 1996. Først og fremmest skal lovens § 1ændres således, at krav i henhold til en anmeldt betalingsstandsning, jf. konkurslovens § 10, og tvangsakkord, jf. konkurslovens § 157 skal medtages. Af lovens skal endvidere fremgå, at LG i de transnationale situationer er forpligtet til at udbetale løngaranti, sk&osla sh;nt insolvenssituationen ikke er reguleret i dansk ret. Presset på LG må derfor forventes at blive forøget, hvilket vil bevirke, at indbetalingerne fra de private arbejdsgivere skal forhøjes.
Den omstændighed, at LG nu kan dække arbejdstagernes krav ved betalingsstandsning vil også kunne få konsekvenser for den måde betalingsstandsningsboerne anvendes og fungerer på.
Forslaget har ingen statsfinansielle konsekvenser, da Lønmodtagernes Garan-
tifond, jf. lovens § 9, stk. 1, finansieres af private arbejdsgivere ved, at disse
indbetaler et beløb fastsat af fonden, der skal dække fondens udgifter, herun-
der administrationsudgifter.
8. Samfundsmæssige økonomiske konsekvenser
Man har på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at frem-
komme med et skøn over de økonomiske konsekvenser af forslaget, idet der
ikke eksisterer et centralt register over antallet af anmeldte betalingsstands-
ninger og indgåede tvangsakkorder. Udvidelsen af insolvensbegrebet vil imidlertid betyde, at sagerne dels bliver vanskeligere at administrere, dels at sagernes antal øges og som en konsekvens heraf skal arbejdsgivernes indbetaling til LG forhøjes.
F.s.v.a. antallet af tværnationale situationer bemærkes, at disse har et begrænset omfang.