Grænseoverskridende betalinger i euro
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1616)
økonomi- og
finansministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomiministeriets grundnotat om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om grænseoverskridende betalinger i euro, KOM (2001) 439.
Grundnotat til Folketingets Europaudvalg
Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om grænseoverskridende betalinger i euro, COM (2001) 439 foreløbigt udkast af 24. juli 2001.
Resumé:
Kommissionen foreslår en forordning, som foreskriver, at gebyrerne for at overføre euro mellem medlemslandene ikke må være højere end for en tilsvarende indenlandsk overførsel.
- Baggrund
Kommissionen har den 25. juli 2001 vedtaget et forslag til forordning om grænseoverskridende betalinger i euro, KOM (2001) 439 endelig 2001/1074 (COD).
Kommissionen foreslår forordningen udstedt med hjemmel i EU-traktatens 95 (1) der vedrører Rådets kompetence til at udstede retsakter med henblik på dannelsen af det indre marked. Forslaget skal vedtages med kvalificeret flertal efter proceduren om fælles beslutningstagning.
Forordningen indgår i Kommissionens bestræbelser på at gennemføre det indre marked. Kommissionen angiver, at den i mere end 10 år har arbejdet for, at grænseoverskridende detailbetalinger skal kunne ske lige så billigt som indenlandske betalinger.
Kommissionen har hidtil søgt at gennemføre dette mål, ved at opfordre til en frivillig indsats fra banksektorens side. En række undersøgelser (senest i marts 2001 offentliggjort i juli 2001) viser imidlertid, at det fortsat er meget dyrere at foretage grænseoverskridende betalinger end indenlandske betalinger.
Da banksektoren efter Kommissionens opfattelse således ikke har efterkommet opfordringerne til frivilligt at reducere omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger af specielt euro, har Kommissionen valgt at foreslå en retlig regulering i form af en forordning, der skal træde i kraft 1. januar 2002, som er datoen for indførelsen af fysiske euro sedler og mønter.
- Formål og indhold
I henhold til forslaget må de gebyrer kunderne betaler ved grænseoverskridende betalinger af op til 50.000 euro, ikke overskride de gebyrer der betales for en tilsvarende ikke-grænseoverskridende betaling. Beløbsgrænsen svarer til anvendelsesområdet for direktiv 97/5 om grænseoverskridende pengeoverførsler.
Der er tale om et forslag til forordning, der skal gælde i alle EU-landene, herunder også Danmark, Sverige og UK uanset disse ikke er en del af euro-området.
Forordningsformen er valgt, for at der ikke skal foretage gennemførelsesforanstaltninger i medlemslandene, idet det er ønsket, at retningslinierne skal være gældende fra 1. januar 2002, hvor euro mønter og sedler tages i anvendelse.
Forordningen vedrører gebyrer og lignende, som pålignes ved ikke-kontante grænseoverskridende betalinger af op til 50.000 euro inden for EU. Gebyrerne for sådanne overførsler må ikke overstige de gebyrer, der pålignes ved en
tilsvarende ikke-grænseoverskridende betaling.
Ved ikke-kontante overførsler forstås først og fremmest: 1) betaling med betalingskort i forrretninger, 2) hævning af kontanter i pengeautomater, 3) betaling med check eller 4) konto-til-konto overførsel. For de to første betalingsmåder skal reglerne træde i kraft den 1. januar 2002, og for de to sidste betalingsmåder skal reglerne træde i kraft den 1. januar 2003.
Grænsen er sat ved 50.000 euro for at omfatte de fleste detail betalingsover-førsler. På denne måde skulle de fleste betalinger effektueret af forbrugere og mindre virksomheder være omfattet.
Reglerne forbyder ikke, at bankerne påligner kunden et gebyr for at få foretaget en grænseoverskridende betaling af op til 50.000 euro men fastslår alene, at gebyret ikke må overstige det gebyr, der opkræves for en tilsvarende national betalingsoverførsel. Forordningen regulerer kun egentlige overførselsgebyrer, og ikke andre gebyrer i forbindelse med overførslen for eksempel gebyr for veksling til og fra euro.
Efter forslaget skal bankerne give kunderne forudgående information om størrelsen af alle gebyrer ved overførslen herunder også eventuelle vekslegebyrer. Enhver ændring af gebyrerne skal også meddeles kunderne.
For at lette anvendelsen af fuldautomatiske betalinger skal bankerne og kunderne på opfordring oplyse om deres internationalt anerkendte identifikationskoder for henholdsvis banken og kundens kontonummer, ligesom en forretningsdrivende, der sælger varer eller tjenesteydelser over landegrænserne, skal oplyse sit tilsvarende nummer.
Medlemslandene skal endvidere inden 1. januar 2002 hæve eventuelle nationale indberetningsforpligtelser af hensyn til betalingsbalancestatistikken ved grænseoverskridende betalinger til minimum 12.500 euro, og den 1. januar 2004 til minimum 50.000 euro.
- Nærhedsprincippet og proportionalitet
Nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet er ikke direkte omtalt i forslaget.
- Gældende ret
Der er ikke regler i dansk lovgivning, der på samme måde regulerer de forhold forordningen vedrører, bortset fra Nationalbankens regler om indberetning af overførsler til og fra udlandet.
I henhold til Nationalbankens regler skal der ske indberetning til brug for den danske betalingsstatistik, når en overførsel overstiger modværdien af 100.000 kr. svarende til 12.500 euro. Betalinger under beløbsgrænsen er fritaget for indberetning af betalingsformål. Pengeinstitutterne indberetter dog i dag det samlede beløb for små betalinger, hvilket sker på månedsbasis og uden kundekontakt.
- Høring
Forslaget er sendt i høring. Der vil blive fremsendt supplerende notat om høringsresultatet, når høringen er afsluttet.
- Lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser
En forordning er direkte anvendelig i dansk ret. Eftersom forordningen medfører ændring at de nugældende regler for indberetninger af overførsel til/fra udlandet vil disse regler, af overskueligheds hensyn, skulle ændres, således at de bliver i overenstemmelse med forordningen.
Nationalbanken og Danmarks Statistik har oplyst, at forslagets fulde gennemførelse vil indebære et mærkbart informationstab i relation til opgørelsen af den danske betalingsbalance overfor udlandet, og at det derfor vil være nødvendigt, at indsamle oplysninger direkte fra virksomhederne i stedet for gennem banksystemet. På myndighedsside vil det kræve en øget ressourceindsats at forberede og administrere en sådan omlægn ing af statistikindsamlingen.
- Samfundsøkonomiske konsekvenser
En gennemførelse af forslaget vil betyde en besparelse for nogle af de personer og virksomheder, der får gennemført grænseoverskridende betalinger i euro, idet gebyret forbundet hermed i nogle pengeinstitutter må forventes at falde. Kommissionen har i "Begrundelse" til forslaget anført, at tilpasningen af gebyrerne for grænseoverskridende betalinger til gebyrerne for betalinger på nationalt plan ikke må resultere i højere gebyrer for betalinger på nationalt plan. Hvorledes dette skal sikres er ikke beskrevet.
Hvilke økonomiske konsekvenser en gennemførelse af forslaget vil få for de berørte parter, vides endnu ikke, da høringen ikke er afsluttet.
- Tidligere forelæggelser for Europaudvalget
Forslaget har ikke tidligere været forelagt for Europaudvalget