Hjælpemenu

Hovedmenu

svar på spm. om kommentar til artikel om antidumping-told, til udenrigsministeren

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1594)
indre marked
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

6. august 2001

 

 

Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 2. juli 2001 (Alm. del – bilag 1477) vedlægges Udenrigsministeriets besvarelse af de deri stillede spørgsmål nr. 218 og 219.

 

 

 

 

Udenrigsministeriet N.4, j.nr. 400.F.5

Nordgruppen Den 1. august 2001

 

 

Besvarelse af Europaudvalgets spørgsmål 218 og 219 af den 2. juli 2001 (Alm. del – bilag 1477) til udenrigsministeren:

Spørgsmål nr. 218:

"I forlængelse af besvarelse af spørgsmål 151 om EU’s anti-dumping told (EUU bilag 1068) ønskes ministerens kommentar til den vedlagte artikel fra Tænk & Test nr. 14, maj 2001".

Svar:

Artiklens faktuelle indhold er overordnet i overensstemmelse med regeringens vurdering af sagen, hvor der nu er blevet indført afgifter for en periode på 5 år ved offentliggørelse i EF-tidende den 16. juli 2001. Enkelte forhold i artiklen kan imidlertid give anledning til misforståelser.

Det fremgår af artiklen, at Danmark har godkendt iværksættelse af undersøgelsen, som er foranlediget af en klage fra de europæiske producenter af sparepærer over prisdumping fra kinesiske eksportører. Det fremgår endvidere, at Danmark ændrede holdning på grund af valget af Mexico som sammenligningsland.

Der har imidlertid ikke været tale om et dansk holdningsskift. At godkende iværksættelsen af en undersøgelse betyder alene, at vi anerkender, at den fremsendte klage er tilstrækkeligt underbygget til, at sagen bør undersøges ved Kommissionens foranstaltning. Det kan selvsagt ikke præjudicere dansk stillingtagen til Kommissionens undersøgelse. Fra første færd har Danmark været forslagets toneangivende modstander.< /P>

Valget af Mexico som sammenligningsland var ét af en række forhold, som resulterede i den danske modstand. Et andet meget vigtigt aspekt var hensynet til Fællesskabernes overordnede interesser, i særdeleshed energi- og miljøaspekterne.

Det er desuden regeringens opfattelse, at effekten på forbrugerpriserne og forbrugernes præferencer vil være mindre dramatisk end antydet. Baggrunden er dels, at en række kinesiske eksportører betaler individuelt beregnede afgiftssatser, som ligger under fællessatsen på 66,1%, dels at der er alternative importmuligheder fra en række lande, primært i Østeuropa og Fjernøsten.

Spørgsmål nr. 219:

"Ministeren bedes nærmere redegøre for, hvordan man i EU "godtgør", at salg er sket til dumpingpriser, jf. besvarelsen på spørgsmål 151 (EUU bilag 1068.)"

Svar:

Grundlaget for at godtgøre salg til dumpingpriser fremgår af Rådets Forordning (EF) Nr. 384/96 og især artikel 2 heraf.

Forudsætningen for at der kan statueres dumping er, at eksportprisen for en given vare til Fællesskabet er lavere end prisen på eksportørens hjemmemarked.

Hvis en sammenligning af de eksisterende markedspriser ikke er mulig grundet særlige handelsvilkår undersøges forholdet mellem produktionsomkostningerne (den såkaldte normalpris) hos eksportøren og eksportpriserne. For at der i dette tilfælde kan statueres dumping kræves det, at en vares eksportpris, inklusive omkostninger til salg og administration, er lavere end normalprisen.

For undersøgelser i lande uden markedsøkonomi, herunder Kina, bestemmes varens normalpris på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et markedsøkonomisk sammenligningsland. Kinesiske eksportører kan dog, efter særlig anmodning herom, opnå at blive undersøgt efter de "normale" kriterier, dvs. på basis af egne omkostninger og egne priser.

I alt 10 eksportører har søgt denne status, men kun 2 kunne imødekommes. Afgifterne for disse eksportører er henholdsvis 0 og 32,3%. Af de resterende 8 ansøgere har 6 opnået individuel behandling for så vidt angår kalkulationen af deres omkostninger, men ikke priser. For disse eksportører gælder afgifter mellem 8,4 og 59,5%. De resterende eksportører skal betale en fælles afgift på 66,1% svarende til den undersøgte difference mellem eksportørernes salgspriser og varens normale værdi i Mexico.