Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde landbrugsministre 19/6 01 Redegørelse

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1519)
rådsmødereferater
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

4. juli 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets redegørelse for rådsmødet (landbrugsministre) den 19. juni 2001.

 

 

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Folketingets Europaudvalg

2. afdeling, 1. kontor

Den 29. juni 2001

J.nr. 2000-521-0057

LFM 0529

 

 

Referat af møde i Rådet (landbrug) den 19. juni 2001

  1. BSE
    • Situationsrapport
    • Udkast til forordning om overgangsforanstaltninger

Kommissionen gav på ny en status over BSE-situationen.Nogle medlemslande fremhævede behovet for et permanent forbud mod anvendelse af kød- og benmel.

Andre medlemslande havde på den anden side svært ved at acceptere forbuddet mod fiskemel, der ikke var videnskabeligt funderet, men havde dog forståelse for kontrolproblematikken. Kommissionen lovede at se nærmere på kontrolproblemet vedrørende fiskemel.

Herudover blev en konkret sag fra Den Stående Veterinærkomite forelagt for Rådet, da der ikke i Komitéen havde været kvalificeret flertal for den foreslåede forlængelse af forbuddet mod anvendelse af kød- og benmel, idet der var tale om en udmøntning af Rådets beslutning fra april/maj rådsmødet. Formanden kunne konkludere, at der hverken var kvalificeret flertal for eller imod Kommissionens forslag. Kommissionen k an indenfor 3 måneder vedtage en forlængelse af det nuværende forbud mod anvendelse af kød- og benmel, der udløb den 30. juni 2001.

2. Animalske biprodukter
Formandskabets kompromisforslag, der bl.a. tog hensyn til Europa-Parlamentets ændringsforslag, blev drøftet. Visse medlemslande argumenterede for, at det var sikkert at anvende køkkenaffald til fodring af svin og udtrykte skuffelse over, at anmodninger om overgangsordninger ikke var blevet imødekommet. Andre medlemslande udtrykte generel forundring over den manglende konsistens, hvor nogle lande på den ene side kunne acceptere køkkenaffald, men på den anden side insisterede på et permanent kød- og benmelsforbud.

Afslutningsvis kunne der konstateres et kvalificeret flertal for en fælles holdning i Rådet. Den endelige tekst vil blive vedtaget som a-punkt på et kommende møde i Rådet.

 

3. Mindstekrav til beskyttelse af svin

Formandskabets seneste kompromisforslag blev drøftet. En række delegationer konstaterede, at det oprindelige forslag var blevet svækket og fremkom med en række forslag til stramninger. Andre delegationer understregede behovet for at finde et kompromis. Endelig gjorde visse lande opmærksom på, at især klimaforholdene i de sydeuropæiske lande gjorde, at der var behov for undtagelser.

Formandskabet kunne dog konstatere, at der var kvalificeret flertal for forslaget, og at der dermed var opnået politisk enighed om kompromisteksten. Den endelige tekst vil blive vedtaget som a-punkt på et senere møde.

4. Dyrs velfærd under transport

Formandsskabet fremlagde et forslag til en rådsresolution. En række delegationer understregede de mange alvorlige problemer, der var forbundet med transporter af dyr i EU, herunder især de dyrevelfærdsmæssige problemer ved de lange transporter af især slagtedyr og problemer med udbredelse af smitsomme sygdomme som følge af det store omfang af dyretransporter i EU. Efter en længere drøftelse af den konkrete udformning af resolut ionen kunne formandskabet herefter konstatere, at der var enstemmighed om resolutionsudkastet.

5. Klassisk svinepest

Der var foretaget en ændring i forslaget, der sikrede indførelse af forbud mod fodring af svin med køkkenaffald uafhængigt af ikrafttrædelsen af forslaget om animalske biprodukter. Kommissionen bekræftede, at ikke-vaccinations-politikken blev fastholdt, og at Kommissionen skulle inddrages i forbindelse med eventuel beslutning om anvendelse af markørvacciner

Formandskabet kunne konstatere et kvalificeret flertal for forslaget. Rådet skulle formelt vedtage den endelige tekst som a-punkt på et kommende møde.

6. Offentlig kontrol på foderstofområdet

Alle delegationer accepterede Europa-Parlamentets ændringsforslag samt de to erklæringer i mødeprotokollen. Forslaget blev således endeligt vedtaget med enstemmighed.

 

7. Uønskede stoffer i foderstoffer

Eneste udestående punkt var overgangsperioden for forslagets ikraftræden. Kommissionens foreslog som kompromis en overgangsperiode på 18 måneder og der kunne konstateres enighed om en fælles holdning til Kommissionens kompromisforslag.

8. Formeringsmateriale for vin

Punktet var taget af dagsordenen.

9. Forenkling af landbrugslovgivningen

Formandskabet henviste til behandlingen i CSA, hvor der var opnået kompromis og udtalelsen fra Europa-Parlamentet.

Kommissionen fremhævede bl.a., at ordningen ville flytte et betydeligt beløb fra den "blå" til den "grønne" WTO-boks, dvs. gøre støtten uafhængig af produktionen. Ordningen var midlertidig og kunne udbygges senere, når erfaringerne var indhøstet fra forsøgsperioden 2002-2005. Der var fastsat et maksimumsbeløb på 1.250 EUR og delegationerne var blevet imødekommet for så vidt angi k kontrolfrekvensen, der var fastsat til 3 %. Rådet vedtog herefter enstemmigt forslaget.

10. Olivenolie

Det væsentligste udestående spørgsmål var varigheden af den nuværende ordnings forlængelse. Formandskabet konkluderede efter en pause i mødet, at et kompromisforslag om en 3-årig forlængelse enstemmigt kunne vedtages af Rådet.

11. Rapport om frugt og grønt

Kommissionens rapport gav anledning til en orienterende debat i Rådet om situationen i sektoren for frugt og grønt. Konklusionen var, at Kommissionen ikke på nuværende tidspunkt var parat til reformforslag, men at man i lyset af rapporten og de fremførte bemærkninger og ønsker ville overveje situationen.

12. Oksekød

Formandsskabet fremlagde ved mødets begyndelse et kompromisforslag, som Kommissionen kunne acceptere, idet forslaget bl.a. imødekom Parlamentets udtalelse vedrørende 90 dyrs loftet og præmie til "nye" stude. Kommissionen pointerede bl.a., at anvendelse af 90 dyrs loftet var helt op til medlemslandene, og at beslutningen om udvidelsen af interventionsloftet ikke kunne vente til efteråret. Efter en række bilaterale kontakter opnåed es enighed om et samlet kompromis, der udover ovennævnte bestemmelser indeholdt nye regler for kvier i ansøgning om ammekopræmier, forøgelse af interventionsloftet til 500.000 t. og opstramning af belægningsgraden til 1,9 storkreatur i 2002 og 1,8 storkreatur i 2003.

13. Humle

Et kompromisforslag om en 3-årig forlængelse af den nuværende støtteordning blev enstemmigt vedtaget af Rådet.

14. Handlingsplan for biodiversitet - landbrug

Rådskonklusionerne blev vedtaget som a-punkt uden debat.

15. National støtte til destillation af visse produkter i vinsektoren

Punktet blev vedtaget uden debat som a-punkt. Rådet imødekom dermed enstemmigt Frankrigs anmodning om supplerende national støtte til destillation af visse produkter i vinsektoren.

16. Økologi

Det fremlagte udkast til Rådskonklusioner blev vedtaget. Kommissionen oplyste, at over 120.000 bedrifter i EU nu var økologiske og ca. 3 mio. ha blev dyrket økologisk. Kommissionen tilkendegav, at der på baggrund af rådskonklusionerne ville blive igangsat arbejde i relevante arbejdsgrupper. Udarbejdelsen af en egentlig aktionsplan var dog betinget af, at Kommissionen fik tilført de fornødne personale- og budgetmæssige ressourcer.

17. Geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser (bajersk øl)

Punktet var ikke på dagsordenen.

Øvrige spørgsmål

Rådet havde under eventuelt en drøftelse af bl.a. følgende emner:

Danmark forklarede baggrunden for skærpelsen af den danske politik vedrørende pesticider i fødevarer. Ifølge direktivet om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler skulle alle pesticider have gennemgået en grundig sundhedsmæssig vurdering inden 15. juli 2003 med henblik på fastsættelse af grænseværdier for alle de bekæmpelsesmidler, der var godkendt til anvendelse i EU. I øjeblikket havde kun 150 ud af 850 registrerede pesticider en godkendt maksimalgrænseværdi. Der var således ikke udsigt til, at målet kunne nås i tide.

Kommissionen ønskede tiltag indført på EU-niveau og ville forelægge det for Rådet. Den 26. juli d.å. ville der blive fremlagt en rapport om gennemførelsen af direktivet om pesticider i levnedsmidler.

Flere delegationer efterlyste krav om BSE-test af dyr over 30 måneder i forbindelse med import fra 3. lande. Forbrugerne var uforstående over for de forskellige regler for EU-lande og 3. lande. Kommissionen gav bl.a. en kort status vedrørende BSE-foranstaltningerne i kandidatlandene og mindede om, at det var kandidatlandenes forventning, at EU stillede økonomiske midler til rådighed, idet disse lande påpegede, at sygdommen stammede fra EU enten i form af import af dyr eller i form af kød- og benmel. Kommissionen fandt, at det som udgangspunkt var tilstrækkeligt, at dyrene i 3. lande var slagtet i overensstemmelse med EU-reglerne, herunder at det særlige risikomateriale blev fjernet.

 

Storbritannien gav på ny en status over mund- og klovsyge situationen. Antallet af nye tilfælde var stabiliseret på omkring 4 - 5 pr. dag. For indeværende var over 3 mio. dyr destrueret, heraf 80 % får, 16 % kvæg og 4 % svin. Nederlandene oplyste, at det sidste tilfælde var registret den 22. april d.å. og man ophævede de sidste beskyttelsesforanstaltninger den 25. juni d.å.