Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om udsættelse af beslutning om optagelse af visse aktivstoffer

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1463)
miljøministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

27. juni 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Miljø- og Energiministeriets notat samt grundnotat om udkast til forslag til Kommissionsbeslutning om udsættelse af beslutninger om en mulig optagelse af visse aktivstoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF.

 

MILJØstyrelsen Den 20.juni 2001

Internationalt kontor J.nr M 1034-0051

OK/6

MEM 366 MST

 

 

NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

om udkast til forslag til Kommissionsbeslutning om udsættelse af beslutninger om en mulig optagelse af visse aktivstoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF

I følge forslaget udskydes beslutningen om en evt. optagelse på bilag I til direktiv 91/414/EØF af en række stoffer.

Baggrunden for forslaget er plantebeskyttelsesmiddeldirektivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes med henblik på optagelse på bilag I.

Danmark støtter forslaget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MILJØstyrelsen Den 18. juni 2001

Pesticidkontoret J.nr. M 113-0401 VM, NSH/11

 

 

GRUNDNOTAT.

om udkast til forslag til Kommissionsbeslutning om udsættelse af beslutninger om en mulig optagelse af visse aktivstoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF

1. Indledning

Kommissionen udsendte den 11. juni 2001 første udkast til forslag (dokument SANCO/1759/2001 rev.1 af 31.05.2001) til medlemslandene.

I følge forslaget udskydes beslutningen om en evt. optagelse på bilag I til direktiv 91/414/EØF af en række stoffer.

Baggrunden for forslaget er plantebeskyttelsesmiddeldirektivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes med henblik på optagelse på bilag I.

Udkastet er ikke tidligere blevet drøftet på arbejdsgruppemøde i kommissionsregi, men det kan kommenteres skriftligt inden mødet. Et revideret forslag forventes fremsendt inden afstemningen.

Der skal stemmes om forslaget den 28. - 29. juni 2001 ved revisionskomitéprocedure (IIIa).

2. Formål og indhold

Forslaget er en følge af forordning 3600/92 samt ændringen 2266/2000 om fastlæggelse af første fase af EU-revurderingen af eksisterende aktivstoffer. Disse forordninger giver hjemmel til at udskyde beslutningen af en række stoffer, for hvilke der stadig mangler data til en endelig vurdering.

Ifølge forslaget skal ansøgerne til de i bilaget nævnte aktivstoffer inden 3 måneder fra forslagets vedtagelse give den rapporterende medlemsstat og kommissionen tilsagn om, at de vil indsende de resterende undersøgelser snarest muligt og senest den i bilaget angivne dato.

Hvis undersøgelserne ikke foreligger ved fristens udløb skal den rapporterende medlemsstat informere kommissionen herom hurtigst muligt og senest 2 måneder efter. I disse tilfælde vil godkendelsen af produkter med de pågældende aktivstoffer blive tilbagekaldt i følge forordning 2266/2000.

De oplysninger firmaerne skal indsende vil i følge forslaget blive defineret af Kommissionen efter rådføring med den Stående Komite for Plantesundhed. I praksis er de manglende undersøgelser defineret i såkaldte evalueringstabeller fastlagt af den rapporterende medlemsstat sammen med et andet land på et møde mellem disse lande, ansøgeren og kommissionen. De fleste af stofferne har nemlig ikke tidligere været diskuteret på ekspert- ell er arbejdsgruppemøder, da rapporten fra den rapporterende medlemsstat er blevet fremsendt meget sent. Forslaget pointerer da også, at der kan komme yderligere krav efter disse møder.

De stoffer, det vil dreje sig om, er nævnt på et bilag til forslaget.

Formålet med udsættelsen af beslutning om disse stoffer er at give firmaerne en fast frist til at indsende de manglende studier, så beslutningerne ikke bliver ved med at blive udskudt, fordi det trækker ud med indsendelsen af data.

3. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet. Der er tale om en gennemførelsesforanstaltning af en allerede vedtaget rådsretsakt.


4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser: Forslaget har ikke lovgivningsmæssige konsekvenser.

Økonomiske og administrative konsekvenser: Der er ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat og kommuner.

Beskyttelsesniveau:

Forslaget har ikke i sig selv konsekvenser for beskyttelsesniveauet i Danmark.

  1. Høring

Forslaget har været til høring i EF-specialudvalget (miljø).

SID har meddelt, at man ingen bemærkninger har til forslaget. Danske Vandværkers Forening har heller ingen kommentarer til forslaget.