Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat vedrørende fælles nomenklatur for statistiske enheder NUTS

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1189)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

9. maj 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Økonomiministeriets grundnotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en fælles nomenklatur for statistiske territoriale enheder (NUTS).

 

 

Danmarks Statistik,

6. april 2001

awu

Akt.nr. 0004

FEU-nr. DST0012

 

Grundnotat vedr. forslag til Europa-parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en fælles nomenklatur for statistiske territoriale enheder (NUTS)

1. Forslagets titel

Forslag til Europa-parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en fælles nomenklatur for statistiske territoriale enheder (NUTS) KOM(2001)83 endelig udgave.

2. Beskrivelse af forslagets faktuelle indhold

Kommissionen for de Europæiske Fællesskaber har den 14. februar 2001 fremsat et forslag til en forordning om indførelse af en fælles nomenklatur for statistiske territoriale enheder, også kaldet NUTS (Nomenclature Unit Territorielle de Statistique).

Hjemmelsgrundlag: Traktatens artikel 285.

Beslutningsprocedure: Fælles beslutningstagen (co-decision).

Der foreligger ikke nogen udtalelse fra Europa-parlamentet.

NUTS nomenklaturen blev oprindeligt udarbejdet i starten af 1970'erne m.h.p. udarbejdelse af regionalstatistik på europæisk plan, hvilket stadig er den primære anvendelse. Siden er nomenklaturen jævnligt blevet opdateret som følge af gentlemens' agreements. Formålet med forslaget om nu at fastlægge NUTS i en forordning er:

  1. At konsolidere de nuværende NUTS-inddelinger for medlemslandene.
  2. At fastlægge klare kriterier for fastsættelse og ændringer af NUTS enheder.
  3. På længere sigt at bringe større ensartethed ind i NUTS klassifikationen, så enhederne er af nogenlunde samme befolkningsmæssige størrelse på tværs af lande.

NUTS nomenklaturen anvendes nu til en række formål og af mange forskellige brugere. Fordelingen af midlerne fra strukturfondene sker bl.a. med inddragelse af regionalstatistik på NUTS opsplitning.

Den nuværende NUTS-opdeling for Danmark er fra 1970'erne. Den er hierarkisk opbygget på grundlag af administrative enheder (primærkommuner og amtskommuner). De 3 niveauer i NUTS, som omfattes af forordningsforslaget, er for Danmarks vedkommende:

NUTS 1 hele Danmark

NUTS 2 ligeledes hele Danmark

NUTS 3 amtskommuner, dog udgør Københavns kommune og Frederiksberg kommune i dag tilsammen én NUTS 3 enhed.

Når der fremover foretages ændringer i NUTS, skal enhederne som hovedregel ændres således, at deres befolkningsmæssige størrelse bevæger sig i retning af de foreslåede grænser:

NUTS 1 3 mio – 7 mio indbyggere (Danmark har 5,5 mio.)

NUTS 2 800.000 – 3 mio indbygger (Danmark har 5,5 mio.)

NUTS 3 150.000 – 800.000 indbyggere (danske amtskommuner har 43.000 – 637.000)

Det ses heraf, at Danmark ikke opfylder det foreslåede kriterium for NUTS niveau 2. Da det primære formål med forslaget imidlertid er at konsolidere den nuværende inddeling, indebærer forslaget ikke, at Danmark skal opdeles i flere enheder på NUTS 2 niveau.

Det bemærkes endvidere, at ændringer til de danske NUTS enheder forventes at være uhyre sjældne, da de bygger på de administrative enheder, d.v.s. henholdsvis primærkommuner og amtskommuner.

3. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

I Kommissionens begrundelse for forslaget anføres, at regionalstatistikken er en grundpille i det europæiske statistiske system. Det fremholdes endvidere at i henhold til nærheds- og proportionalitetsprincippet kan målet om oprettelse af en harmoniseret regional klassifikation til brug for europæisk regionalstatistik kun nås på fællesskabsplan.

4. Gældende dansk lovgivning på området

Der findes ingen dansk lovgivning på området.

5. Høring

Følgende parter er blevet hørt vedr. forslaget:

Erhvervsministeriet, Indenrigsministeriet, Miljø- og Energiministeriet, AKF Amternes og kommunernes Forskningsinstitut samt SFI Socialforskningsinstituttet.

Ingen af de hørte parter havde bemærkninger til forslaget.

6. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Der er ingen lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget. NUTS enhederne bygger på administrative enheder, men selv om NUTS enhederne skulle ændres, vil det ikke påvirke de eksisterende administrative enheder (amtskommunerne).

Forslaget skønnes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser for Danmark.

7. Samfundsøkonomiske konsekvenser

Forslaget har ingen samfundsøkonomiske konsekvenser.

8. Forelæggelse i Folketinget

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.