Rådsmøde fiskeriministre 25/4 01

Kommissionen har ved KOM (2001) 135 endelig af 20. marts 2001 fremsendt Grønbog om den fælles fiskeripolitiks fremtid.

I Grønbogen redegør Kommissionen for overvejelser om anvendelsen af nærheds- og proportionalitetsprincippet i EU's fælles fiskeripolitik.

Grønbogen er oversendt til Rådet den 23. marts 2001

EU-Kommissionen har den 20. marts 2001 fremlagt en Grønbog som forberedelse til revisionen af den fælles fiskeripolitik (CFP). Grønbogen forventes præsenteret på Rådsmødet den 25. april 2001. Det er hensigten, at Grønbogen skal igangsætte en grundig debat om den fælles fiskeripolitiks fremtid, inden Kommissionen formentlig ved årets udgang fremlægger et formelt forslag til revision af CFP.

Grønbogen er opbygget omkring to hovedkapitler. Kap. 3 indeholder en redegørelse for den nuværende situation for EU's fiskeri, mens kap. 5 analyserer de muligheder, som Kommissionen ser for EU's fiskerierhverv i fremtiden, samt redegør for de indsatsområder, hvor ændringer af politikken er enten ønskværdige eller uomgængelige. I alt er Grønbogen inddelt i 6 kapitler.

I kapitel 1 indledes med et hovedbudskab om, at CFP ikke har formået at sikre en tilstrækkelig bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne. Mange bestande befinder sig i dag på et kritisk lavt niveau. Kapaciteten i EU's fiskerflåde er alt for stor i forhold til ressourcegrundlaget og en væsentlig reduktion af fiskerflåden er nødvendig af hensyn til fiskebestandene og erhvervets fremtid.

Ud over bevaringspolitikken presser flere andre emner sig på dagsordenen, herunder EU's udvidelse, øget frihandel, udviklingen af tredjelandes fiskeri samt forbruger- og miljøinteresser. Det konkluderes derfor, at det vil være nødvendigt med en mere gennemgribende reform af CFP end den revision, som den nuværende grundforordning forudsætter (12-sømileregimet, Shetlandskassen og adgangen til Nordsøen).

I kapitel 2 henvises til det formelle traktatgrundlag, hvorpå fiskeripolitikken baseres, herunder erhvervs- og forbrugerhensyn, miljøhensyn, økonomiske og sociale elementer samt samarbejde om udvikling. Samtidig peges på en række tilsyneladende modsætningsforhold i CFP, som en reform skal rette op på. Det drejer sig f.eks. om støtte til modernisering og opretholdelse af arbejdspladser kontra et erkendt behov for reduktion af fiskeriindsat sen og flådestørrelsen.

Nedenfor redegøres for Kommissionens gennemgang af de aktuelle problemer i EU's fiskeri (kapitel 3) og forslag til initiativer og løsninger (kapitel 5).

Kommissionen erkender, at mange bestande befinder sig på et meget lavt niveau, og at nogle ligefrem er truet af sammenbrud, hvis ikke fiskeriet reduceres. Årsagerne hertil er bl.a. for nogle bestande en årlig kvotefastsættelse på et niveau højere end anbefalet af ICES, discard og illegale landinger. De tekniske bevaringsforanstaltninger, der har til formål at øge selektiviteten og reducere fangsten af ungfisk, afhjælper kun delvi s problemerne.

Kommissionen forestiller sig bl.a. følgende muligheder:

3. indførelse af flerårig kvoteforvaltning baseret på forsigtighedsprincippet og økosystembaseret tilgang ("eco-system approach"),
3. tekniske bevaringsforanstaltninger i form af periodelukninger, begrænsning af udsmid og genopbygningsplaner,
3. udvikling af instrumenter til måling af virkningen af forvaltningen

For så vidt angår adgangen til ressourcerne, det vil sige princippet om den relative stabilitet, 12-sømileregimet og Shetlandskassen, ser Kommissionen ikke nogen anledning til fundamentalt at ændre disse hjørnestene i CFP. Det afvises dog ikke, at der kan være behov for en justering af den geografiske opdeling af bestandene, hvis der findes videnskabeligt belæg herfor.

Fiskeripolitikken fremover vil i udpræget grad blive styret af overordnede miljøhensyn. Traktaten i dag stiller krav om integration af miljøaspekter såsom bæredygtig udvikling og forsigtighedsprincippets anvendelse i Fællesskabets politikker. Bevaringspolitikken fremover vil derfor blive dirigeret af disse hensyn.

Et mere håndgribeligt redskab til fremme af miljøinteresser er anvendelse af mærkning. Kommissionen vurderer, at en miljømærkningsordning vil kunne have indvirkning på forbrugernes handlemåde og derved tilskynde til mere miljøvenligt og bæredygtigt fiskeri. Omvendt kan et mere restriktivt niveau for beskyttelse af forbrugersundheden medføre begrænsninger i omfanget af fiskeriprodukter, såfremt grænsevæ rdier for eksempelvis dioxin og tungmetaller fastsættes på et niveau, der hindrer markedsføring af visse produkter.

Grønbogen fastslår, at den nuværende flådekapacitet er for stor. FUP-programmerne, der skulle modernisere og tilpasse flåden til ressourcesituationen, har ikke været effektive nok. Det er derfor helt afgørende, at den fremtidige CFP tager afgørende fat på den helt nødvendige flådereduktion.

Hvordan det nærmere skal udmøntes i praksis vil være en af reformens store udfordringer. Kommissionen lægger sig ikke fast på en bestemt fremgangsmåde, men fastslår, at flådereduktionen skal være reel og effektiv. En simpel kvantitativ reduktion i kapaciteten er næppe tilstrækkelig. I stedet må der foretages en kvalitativ vurdering af de forskellige flådesegmenter, ligesom tilpasningen for eksempel kan kæ des sammen med enten miljøpåvirkningen af et givet fiskeri eller kystnærheden.

To aspekter har Kommissionens bevågenhed for så vidt angår forvaltningen af CFP.

For det første anses den eksisterende beslutningsproces ikke for tilstrækkelig effektiv i situationer, hvor hurtig indgriben findes nødvendig. I nødsituationer, hvor eksempelvis en bestand er truet, vil traditionel fællesskabsprocedure være for langsom, hvorfor delegation af bemyndigelse til medlemsstaterne kan overvejes i nærmere bestemt omfang.

For det andet er det oplevelsen, at erhvervet ofte ikke føler sig tilstrækkeligt involveret i væsentlige beslutninger. Af hensyn til udøvernes tillid til beslutningerne er det derfor ønskeligt at involvere erhvervet i større omfang end tilfældet er i dag. Dette kunne eksempelvis ske via oprettelse af regionale og lokale organer, der som opgave havde at formulere anbefalinger, som Kommissionen kan inddrage i sine forslag. Sådanne organer kunne også bemyndiges til lokalt at fastsætte strengere krav til udøvelse af fiskeriet inden for 12-sømilegrænsen.

Endelig er det hensigten at indføre en strategi for kystzoneforvaltning, hvor også andre interesser end fiskeriet er repræsenteret.

Kommissionen oplever, at både den fysiske kontrol og sanktionspraksis i medlemslandene er uensartet, samt at der er behov for at forbedre hele organiseringen af kontrollen. Det hævdes i den forbindelse, at fiskerne ville foretrække en mere centraliseret og homogen kontrolindsats for at undgå vilkårlighed i kontrollen. En måde at forbedre indsatsen på kunne være at etablere en fælles EU-kontrolstruktur, der skal koordinere medlemsst aternes og EU's kontrolpolitik og -aktiviteter, og som skal samle de redskaber og ressourcer, der kan anvendes til kontrolformål for at opnå ens spilleregler i hele EU.

Der efterlyses endvidere mere opbakning fra medlemsstaterne til kontrolarbejdet i regionale fiskeriorganisationer, ligesom en klar opgave- og kompetencefordeling i dette regi skal formuleres. Kommissionen finder, at regulering fremover skal knyttes til muligheden for effektiv kontrol og sanktionering, og at udgifterne til kontrol sammenholdes med de opnåede eller opnåelige resultater.

Det erkendes, at støtte til investeringer i flådeapparatet er problematisk i en situation, hvor flådekapaciteten i forvejen er alt for stor. Endvidere bør den bundne kapital bringes ned for at øge rentabiliteten.

Beskæftigelsen i det primære fiskeri er uundgåeligt på vej ned, dels som følge af ressourcesituationen, dels på grund af effektivitetsforbedringer. De stærkt fiskeriafhængige regioner og områder er særligt udsat for risiko for arbejdsløshed. I strukturpolitikken anses kun PESCA-programmet for at have afhjulpet denne negative effekt, men indsatsen har været for begrænset i forhold til andre programmer. Kommissi onen anser det derfor for helt afgørende, at den fremtidige strukturpolitik under CFP tilpasses den økonomiske virkelighed. Støtteprogrammerne foreslås derfor målrettet mod ophugning og oplægning frem for nybygning og modernisering. Et program for omskoling af arbejdsløse fiskere er også en mulighed.

På længere sigt efterlyses nytænkning for så vidt angår rettigheden til ressourcerne, herunder individuelt omsættelige kvoter og beskatning af fiskerettigheder.

Sikkerhed og arbejdsforhold om bord er ligeledes et anliggende, der ligger Kommissionen på sinde. Regulering af disse forhold hører dog ikke under DG Fisk.

Akvakultur står for en betydelig del af råvaredelen, og der skaffes herved et stort antal arbejdspladser ofte i ellers betrængte regioner. De problemer, man her står over for, er mest af miljømæssig og til dels sundhedsmæssig karakter. Herudover nævnes hensynet til turismen, der de fleste steder er en konkurrerende sektor i fremdrift.

Erhvervsstøtten foreslås her flyttet fra direkte produktionsfremmende tiltag til indirekte bistand til bl.a. forskning, uddannelse og kontrol. Akvakultur skal som produktionsmetode opfylde samme miljø- og sundhedsstandarder som anden produktion.

Det primære problem for EU's forarbejdningsindustri er forsyningssikkerheden. Som nettoimportør af rå fisk er virksomhederne i EU afhængige af en stabil forsyning udefra.

For at kunne udarbejde en erhvervsstrategi for sektoren kræves detaljeret viden om sektorens struktur, produktion og økonomi. Denne viden er ikke til stede i dag, hvorfor Kommissionen finder det vanskeligt at udfærdige en integreret strategi for forarbejdningsindustrien. Erhvervsstøtte hertil forventes dog begrænset til små og mellemstore foretagender beliggende i områder, der er stærkt afhængige af denne type virksomhed.

EU's fiskerflåde er i vidt omfang afhængig af fiskeriaftaler med tredjelande. Mange tredjelande oplever imidlertid også ressourceknaphed som et stigende problem, ligesom disse lande i højere grad er interesseret i at udnytte egne ressourcer. Det vil derfor være vanskeligt på længere sigt at opretholde de nuværende bilaterale aftaler, især i områder hvor udnyttelsen af ressourcerne ikke baseres på den samme bevari itik, som gælder internt i EU. Her ser Kommissionen dog muligheder for udvidede partnerskaber, hvor EU vil kunne bidrage i form af teknisk og videnskabelig rådgivning samt finansiel støtte.

I regionale fiskeriorganisationer vil opgaven for EU fremover være at arbejde for fremme af EU's egen bevaringspolitik samt at begrænse illegalt fiskeri.

Generelt gælder store dele af den fælles fiskeripolitik ikke i Middelhavet. Forsøg på harmonisering af eksempelvis tekniske regler har ikke været en succes, og resultater via internationale aftaler har været begrænsede. Manglede videnskabeligt grundlag og utilstrækkelig kontrol er nogle af de problemer, der skal løses.

Det er Kommissionens hensigt, at CFP implementeres i videst mulig omfang i Middelhavsregionen og sikre et bæredygtigt fiskeri. Internt er der behov for et forbedret sæt tekniske bevaringsforanstaltninger suppleret med den nødvendige kontrol. Herudover bør der både internt og eksternt afholdes flere regionale møder og ske en styrkelse af de regionale organisationer.

Efter gennemgangen af sektorens problemer opstilles i kapitel 4 en række målsætninger for den fremtidige fiskeripolitik. Kommissionen anser det for vigtigt, at

3. bæredygtigt fiskeri sikres ved hjælp af en styrkelse af bevaringspolitikken,
3. efterkomme Traktatens miljøpolitiske målsætning,
3. indføre kvalitetsstandarder af hensyn til forbrugerne,
3. gennemføre en flådetilpasning,
3. udvikle forvaltningsinstrumenterne af hensyn til hurtige, effektive og gennemsigtige beslutninger med inddragelse af regionale og lokale interesser,
3. effektivisere kontrollen,
3. sikre en konkurrencedygtig sektor på markedsvilkår,
3. udvide samarbejdet uden for EU's farvande, og
3. forbedre det videnskabelige grundlag for beslutningerne.

Grønbogen afrundes med kapitel 6, der inviterer til en generel drøftelse af hele fiskeripolitikken. I den forbindelse vil Kommissionen bl.a. tage initiativ til en offentlig høring fra 5. - 7. juni 2001, ligesom skriftlige bidrag fra enhver interesseret efterlyses inden 30. september 2001.

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig.

Grønbogen har ikke lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

I §5-udvalget bemærkede Danmarks Fiskeriforening og Specialarbejderforbundet i Danmark, at man havde et positivt indtryk af Grønbogen, men savnede en henvisning til behovet for at analysere grundlaget for eksisterende lukkede områder.

Forbrugerrådet bemærkede, at man i Grønbogen savnede et oplæg til at sikre analysekapacitet til at vurdere fiskeripolitikkens effekter på miljøet og forbrugernes sundhed.

Grønbogen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

3. Vedtagelse af rapport