Kopi ERU: Svar på spm. 46 om andre EU-landes administrationsselskabers mulighed for at opfylde
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1037)
økonomi- og
finansministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
ERU, Alm. del - bilag 299
(Løbenr. 14553)
Folketingets Erhvervsudvalg
Folketinget - Christiansborg
Hermed fremsendes i 70 eksemplarer besvarelse af spørgsmål 46 - 47 (alm. del - bilag 221) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 8. februar 2001.
Med venlig hilsen
Marianne Jelved
Besvarelse af spørgsmål 46 - 47 (alm. del - bilag 221) stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 8. februar 2001
Spørgsmål 46
Ministeren bedes i relation til Kommissionens forslag til revision af UCITS-direktivet udarbejde et notat til udvalget om organiseringen af administrationsselskaber i de andre EU-lande, herunder om kapitalkravene til disse selskaber. Notatet bedes også indeholde en vurdering af andre EU-landes administrationsselskabers mulighed for at opfylde direktivforslagets kapitalkrav?
Svar
Finanstilsynet har rettet henvendelse til de andre nordiske lande samt Holland og UK. På baggrund af de af Finanstilsynets indhentede oplysninger fremgår det, at disse lande ligesom Danmark har udsigt til en forøgelse af kapitalkravet til administrationsselskaberne på baggrund af direktivforslaget, jf. tabel 1.
Sverige, Norge og Holland har ikke løbende kapitalkrav, hvilket direktivforslaget lægger op til. Sverige og Norges nuværende kapitalkrav er på linje med det startkapitalkrav på 125.000 euro, der er indeholdt i direktivforslaget. Finlands kapitalkrav er en anelse over direktivforslagets startkapitalkrav.
De hollandske administrationsselskaber vil opleve kraftig forøgelse af kravet til startkapitalen. Således vil kravet til startkapitalen for visse hollandske administrationsselskaber være næsten syv gange højere end de nuværende regler.
Direktivforslaget indeholder udover et krav til startkapital et supplerende kapitalkrav, der er afhængig af administrationsselskabets porteføljebeløb.
UK har pt. et løbende kapitalkrav til administrationsselskaber. Imidlertid er der væsentlig forskel på, at have 0,5 pct. af 6 ugers faste omkostninger (de nuværende regler), og direktivforslagets krav om, at administrationsselskabers egenkapital aldrig må være mindre end 25 % af de sidste 4 kvartalers faste omkostninger.
Endelig kan jeg oplyse, at formandskabets direktivforslag af 9. februar med en enkelt ændring med hensyn til delegation af administrationsselskabers arbejdsopgaver, blev godkendt uden dansk støtte på ECOFIN- mødet den 12. marts 2001.
Tabel 1: Administrationsselskabers organisering og kapitalkrav i udvalgte lande
|
Land |
Selskabstype |
Kapitalkrav |
|
Finland |
Selskab med begrænset ansvar |
1 Mio. finmark ,dog mindst 0,5% af de administrerede fondes kapital indtil administrationsselskabets kapital udgør 5 mio fin mark. |
|
Sverige |
Selskab med begrænset ansvar |
1 mio svenske kroner. |
|
Norge |
Selskab med begrænset ansvar |
1 mio norske kroner. |
|
UK |
Selskab med begrænset ansvar. |
Kapital svarende til 6 ugers faste omkostninger, dog minimum 5.000£ .Kapitalkravsdirektivets (CAD-direktivet) kapitaldækningsregler. |
|
Holland |
Selskab med begrænset ansvar. Der findes to selskabstyper. |
Ingen særlige kapitalkrav til administrationsselskaber ud over minimunskrav til de to selskabstyper, der skal have en minimumskapital på henholdsvis 100.000 gylden og 40.000 gylden. |
Spørgsmål 47
Hvilke konsekvenser vil det få for administrationsselskaber og investeringsforeninger og disses medlemmer i Danmark, hvis direktivforslagets nuværende kapitalkrav bliver vedtaget?
Svar
I lov om investeringsforeninger og specialforeninger bestemmes, at administrationsselskaber skal være aktieselskaber. Kapitalkravet til aktieselskaber er 500.000 kr, hvilket dermed er kapitalkravet til administrationsselskaber i Danmark.
Direktivforslaget opererer med tre kapitalkrav:
21 Alle administrationsselskaber skal have en startkapital på 125.000 euro.
21 Der skal yderligere være en supplerende egenkapital på 0,02 % af den del af de administrerede institutters porteføljebeløb, som overstiger 250.000.000 euro. Summen af startkapital og supplerende kapital skal dog højst udgøre 10.000.000 euro.
1. Uanset det beløb, der følger af disse krav må administrationsselskabets egenkapital aldrig være mindre end 25 % af de sidste 4 kvartalers faste omkostninger.
Startkapitalkravet på 125.000 euro svarer til 930. 000 kr, som alle administrationsselskaber skal opfylde. Dertil kommer, at 12 ud af 19 administrationsselskaber ultimo 2000 administrer porteføljebeløb, som overstiger 250.000.000 euro. Disse selskaber skal stille med supplerende egenkapital.
For det største administrationsselskabs vedkommende vil det baseret på de administrerede foreningers porteføljekapital ultimo 2000 betyde et kapitalkrav på ca. 17,5 mio kr., når kapitalkravet på 125.000 euro samt det supplerende kapitalkrav på 0,02 pct overholdes. Dertil vil kapitalkravet yderligere blive forøget, svarende til 25 pct. af de sidste 4 kvartalers faste omkostninger.
Da administrationsselskaberne ikke er underkastet tilsyn, har jeg ingen oplysninger om deres faste omkostninger. Jeg kan derfor ikke give et skøn over, hvor store de yderligere egenkapitalkrav, der følger af kravet om, at administrationsselskabets egenkapital aldrig må være mindre end 25 % af de sidste 4 kvartalers faste omkostninger, vil blive.
Omkostninger til den forøgede egenkapital vil i vid udstrækning blive opkrævet hos investeringsforeningerne og disses medlemmer i form af forøgede administrationsomkostninger.