Hjælpemenu

Hovedmenu

Rådsmøde landbrugsministre 19-20/3 01, redegørelse

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Hent bilaget i PDF-format her

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 1006)
rådsmødereferater
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

27. marts 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets referat af rådsmødet (landbrugsministre) den 19. marts 2001.

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Folketingets Europaudvalg

2. afdeling, 1. kontor

Den 27. marts 2001

J.nr. 2000-521-0057

LFM 0498

 

Referat af møde i Rådet (landbrug) den 19. marts 2001

1. BSE

Kommissionen gav en status om gennemførelsen af de allerede vedtagne BSE foranstaltninger. Der var i nogle lande stadigvæk problemer bl.a. vedrørende fjernelse af risikomateriale. For så vidt angik tredjelande, havde Kommissionen foretaget vurdering af 15 lande. Der var i alt modtaget oplysninger fra 43 tredjelande. Flere delegationer understregede, at tredjelande skulle behandles efter samme strenge kriterier som medlemslandene.

 

Med hensyn til markedssituationen kunne Kommissionen konstatere, at denne var under bedring. Priserne og forbruget var stigende i stort set alle medlemslande. Formandskabet og Kommissionen kunne i øvrigt konstatere, at Europa-Parlamentet havde afvist at behandle Kommissionens oksekødsforslag som en hasteforanstaltning. Flere lande fremhævede behovet for, at forslaget om at tillade dyrkning af proteinplanter på braklagte jorder skulle behandles i hasteprocedure.

Danmark rejste en debat om "den særlige opkøbsordning", herunder spørgsmålet om der var hjemmel i EU-retten til i Kommissionens regi at vedtage en ordning, der pålægger medlemslandene nationale udgifter i ukendt omfang. Danmark bad Rådets Juridiske Tjeneste om en skriftlig udtalelse om, hvorvidt der vurderedes at være behov for nødprocedurer, og om der er fornøden hjemmel til at vedtage de pågældende foranstaltninger i kommissionsregi. Flere delegationer støttede de danske synspunkter, for så vidt angik den nationale medfinansiering.

Danmark bad desuden Kommissionen - under henvisning til den tidligere uddelte oversigt over de BSE relaterede statsstøtteforanstaltninger - om en ajourført redegørelse vedrørende de nationale støtteordninger. Kommissionen afviste anmodningen og henviste til, at notifikationer om statsstøtte var underlagt fortrolighed. Notifikationer om statsstøtte blev behandlet i henhold til normal procedure i Kommissionen.

2. Oksekød

Punktet var ikke på dagsordenen.

3. Bomuld

Der var en kort drøftelse om forhandlingssituationen bl.a. set i lyset af Europa-Parlamentets udtalelse. Der var enighed om, at der udestod drøftelser af alternative forslag fremlagt af producentlandene. Det var nødvendigt at træffe en endelig afgørelse på næste rådsmøde i april måned.

4. Hygiejne

Punktet var ikke på dagsordenen.

5. Beskyttelse af svin

Punktet var ikke på dagsordenen.

6. Øvrige spørgsmål

Rådet havde under punktet eventuelt bl.a. en drøftelse af det midlertidige forbud mod kød- og benmel. Der var enighed om, at sagen skulle substansdrøftes på næste rådsmøde i april. På det tidspunkt ville Kommissionen have en rapport klar vedrørende inspektionsbesøgene i medlemslandene. Flere lande gav udtryk for, at forbuddet skulle gøres permanent, uanset om den videnskabelige rådgivning kom til et a ndet resultat. Danmark fremhævede, at det midlertidige forbud var indført på grund af usikkerhed omkring håndteringen af kød- og benmelet, og at Kommissionen skulle lave en rapport herom. Man imødeså rapporten. Med hensyn til anvendelse af dyrefedt i foder blev det oplyst, at Den Videnskabelige Styringskomité ville aflægge rapport den 30. marts 2001.

Rådet havde endvidere en langvarig drøftelse af mund- og klovesyge situationen, herunder omfanget af udbruddet, de trufne forholdsregler og reaktionerne fra tredjelande. Der var generel tilfredshed med den beslutsomhed, der prægede reaktionerne internt i EU, men derimod stor skuffelse over reaktionerne fra tredjelande. Der var opbakning til en ikke-vaccinationspolitik. Sagen vil blive fulgt tæt på de kommende møder i Rådet.