Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om fiskeriaftalen mellem EU og Grønland

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 784)
fiskeriministerråd
(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

16. februar 2001

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets grundnotat om Kommissionens forslag til Rådets forordning om indgåelse af den fjerde protokol om betingelserne for det fiskeri, der er fastsat i fiskeriaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på den ene side og den danske regering og det grønlandske landsstyre på den anden side.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

om Kommissionens forslag til Rådets forordning om indgåelse af den fjerde protokol om betingelserne for det fiskeri, der er fastsat i fiskeriaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på den ene side og den danske regering og det grønlandske landsstyre på den anden side

 

KOM(2000) 865 endelig

Baggrund

Kommissionen har ved KOM (2000) 865 af 22. december 2000 fremsendt forslag om indgåelse af den fjerde protokol om betingelserne for det fiskeri, der er fastsat i fiskeriaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på den ene side og den danske regering og det grønlandske landsstyre på den anden side.

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF artikel 37 og artikel 300, stk. 2, og artikel 300, stk. 3, første afsnit og kan vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter høring af Europa Parlamentet.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærheds- og proportionalitetsprincippet, idet fiskeriaftalen er et led i gennemførelsen af EU's fælles fiskeripolitik.

Formål og indhold

Fiskeriaftalen mellem EU og Grønland trådte i kraft den 1. februar 1985, som resultat af Grønlands udmeldelse af EF. Mod en finansiel kompensation sikres Fællesskabet stabile fiskekvoter og en fortrinsret med hensyn til overskydende mængder. Aftalen suppleres af fiskeriprotokoller, som fastsætter kvoter med tilhørende betingelser. Første protokol løb fra 1985-1989, anden protokol fra 1990-94 og tredje fra 1995-2000.

EU og Grønland underskrev den 13. september 2000 4. fiskeriprotokol, som fastlægger fiskerimulighederne og den finansielle kompensation til Grønland for perioden 2001-2006.

Den finansielle kompensation til Grønland i 4. protokol er 42,8 mio. euro årligt mod 37,7 mio. i 3. protokol.

EU's kvoter ved Grønland indgår i Fællesskabets årlige udveksling af fiskerirettigheder med Norge, Færøerne og Island og er et vigtigt element i balanceringen af fiskeriet i Nordatlanten.

EU kan under 4. protokol fiske:

torsk: 2.000 tons, rødfisk: 31.000 tons, hellefisk: 6.300 tons, rejer: 5.675 tons, helleflynder: 400 tons, havkat: 600 tons, blåhvilling: 15.000 tons, lodde: 70% af Grønlands kvote ved Østgrønland samt 25.000 tons ved Vestgrønland, skolæst: 3.350 tons.

Af interesse for Danmark er især en ny kvote på 25.000 tons lodde ved Vestgrønland samt en fordobling til 2.000 tons af den mængde rejer, som, via udveksling med grønlandske redere, giver mulighed for fiskeri ved Vestgrønland.

4. protokol er på en række væsentlige punkter ændret i forhold til den nuværende protokol:

  • Der er indført øget transparens, således at Fællesskabets kvoter nu svarer til de reelle fiskerimuligheder i grønlandsk farvand. EU har dog fortsat en option på de mængder, som var fastsat i 3. protokol, i tilfælde af, at bestandene skulle forbedres.
  • Parterne skal senest 30. juni 2003 vurdere, hvorvidt der er behov for at revidere protokollen, herunder, om Grønlands udviklingsbehov kan tilgodeses på en bedre måde.
  • Den "torskebank", som fremgik af 3. protokol, afvikles, men Grønland overfører herfra 20.000 t torskeækvivalenter til EU, der kan anvende disse som delvis betaling ved erhvervelse af yderligere fangstmuligheder.
  • De mængder, som EU anvender til at balancere aftalen med Færøerne, fremgår ikke, som før, eksplicit af en separat tabel. Fællesskabet tilkendegiver i Agreed Record, at det er hensigten at allokere uændrede mængder til Færøerne.

Udtalelser

Europa-Parlamentet udtalelse foreligger endnu ikke.

Konsekvenser

Forslaget forventes ikke at have lovgivningsmæssige eller statsfinansielle konsekvenser.

Høring

§5-udvalget (fiskeri) har ikke haft bemærkninger til forslaget.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.