Social, arbejdsmarked, og ligestilling under svensk formandskab
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 697)
arbejds- og socialministerråd
(Offentligt)
|
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere |
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Arbejdsministeriets, Socialministeriets og By- og Boligministeriets notat vedr. sager på social- arbejdsmarkeds- og ligestillingsområdet under det svenske formandskab i 1. halvår 2001.
ARBEJDSMINISTERIET
SOCIALMINISTERIET
BY OG BOLIGMINISTERIET (LIGESTILLINGSAFDELINGEN)
Sager på social- arbejdsmarkeds- og ligestillingsområdet under det svenske formandskab i 1. halvår 2001
Under det svenske formandskab i første halvår af 2001 er der planlagt rådsmøder for beskæftigelses- og socialministre den 6. marts, 11. juni og eventuelt den 7. maj.
Endvidere afholdes uformelt møde for ministre for telekommunikation og ministre for beskæftigelse den 15. til 17. februar, samt et uformelt ministermøde for ligestillings- og socialministre den 21. til 23. januar 2001. Temaet for mødet er "Ligestilling og social forsikring {{SPA}} en motor for økonomisk vækst".
Enlargement, Employment og Environment (3 x "e") er sat øverst på dagsordenen for det svenske formandskab.
Det svenske formandskab har som overordnede temaer valgt fuld beskæftigelse, kvalitet i arbejdet, ligestilling mellem mænd og kvinder og modernisering af den sociale beskyttelse.
Konkrete tiltag
Konkret forventes det, at der vil blive arbejdet med følgende sager:
I Arbejdsmarkedsområdet
Beskæftigelse
Det svenske formandskab har som en vigtig opgave at videreføre den proces på beskæftigelsesområdet, som blev igangsat på topmødet i Lissabon i 1997. I den forbindelse vil topmødet i Stockholm den 23. til 24. marts have en høj prioritet. Sverige vil bl.a. opmuntre medlemsstaterne til, som konsekvens af målsætningen fra Lissabon om at arbejde for fuld beskæftigelse, at formulere nationale mål vedrørende beskæftigelsesraten.
Sverige vil arbejde for, at der på rådsmødet den 6. marts kan opnås enighed om programmet for tilskyndelsesforanstaltninger på beskæftigelsesområdet.
Forslag til direktiv om information og høring af arbejdstagerne
Det svenske formandskab vil arbejde for, at der kan opnås politisk enighed om forslaget på rådsmødet den 6. marts samt at det eventuelt kan vedtages på mødet i maj.
Forslag til direktiv om sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr - stilladser
Sverige agter at fremlægge et (revideret) forslag med henblik på at opnå fælles holdning på Rådsmødet den 6. marts.
Forslag til direktiv for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes udsættelse for fysiske agenser (vibrationer)
På rådsmødet under det franske formandskab i november blev der opnået politisk enighed om direktivforslaget. Det svenske formandskab arbejder på at få forslaget vedtaget på Rådsmødet i juni, når Europa-Parlamentets udtalelse foreligger.
Forslag til direktiv for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes udsættelse for fysiske agenser (støj)
Formandskabet planlægger også at gå i gang med et forslag til direktiv på støjområdet, der er en af de udestående fysiske agenser. Forslaget er p.t. under udarbejdelse, og der foreligger ikke nærmere oplysninger om indholdet, herunder i forhold til en eventuel ny grænseværdi for støj.
Formandskabet forventer, at der kan fremlægges et forslag til direktiv til 1. drøftelse på Rådsmødet til juni.
(Eventuelt) Forslag til direktiv vedr. beskyttelse af arbejdstagerne i forbindelse med udsættelse for asbest på arbejdspladsen
Forslaget er en opfølgning på Rådets konklusion, som blev vedtaget under det britiske formandskab, og har til formål at forbedre reglerne for nedrivning m.v. af asbestholdige materialer.
II Det sociale område
Bæredygtige pensioner
Formandskabet agter at sætte fokus på den demografiske udvikling med henblik på at sikre fremtidens velfærdssystemer - herunder bæredygtige pensioner.
Emnet vil blive debatteret i diverse fora under det svenske formandskab. Bl.a. vil spørgsmålet om sikre og bæredygtige pensionssystemer blive debatteret på Rådsmødet den 6. marts.
Forordning 1408/71
Arbejdet med forslaget til en ny forordning til afløsning af forordning 1408/71 om vandrende arbejdstageres sociale sikring m.v. vil blive fortsat. Der forventes dog ingen afgørelser under formandskabet.
Program om social udstødelse
Det er forventningen, at det kommende fattigdomsprogram kan vedtages under formandskabet.
Programmet er sat på dagsordenen for det eventuelle Rådsmøde den 7. maj.
III Ligestillingsområdet
Formandskabet har i sit arbejdsprogram tilkendegivet, at ligestilling skal gennemsyre alt EU-samarbejde. I princippet vil ligestilling derfor være en del af alle relevante politikområder og initiativer (mainstreaming).
Ligestilling skal særligt indgå i arbejdet vedrørende beskæftigelse. Et af de vigtigste mål er, at hver kvinde og mand skal kunne forsørge sig selv gennem eget arbejde. Det drejer sig bl.a. om at afskaffe uønskede lønforskelle mellem kvinder og mænd og at forbedre sammenhængen mellem familie og arbejdsliv. Både kvinder og mænd skal medvirke i ligestillingsarbejdet, men spørgsmålet om mænds rolle skal særl igt belyses. Formandskabet vil desuden sætte særlig fokus på bekæmpelse af vold mod kvinder.
Handlingsprogrammet vedrørende fællesskabsstrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder (2001-2005)
Under det svenske formandskab træder handlingsprogrammet vedrørende fællesskabsstrategien for ligestilling mellem mænd og kvinder (2001-2005) i kraft.
Programmet starter 1. januar 2001 og slutter 31. december 2005.
Ændring af Ligebehandlingsdirektivet (Rådets direktiv 76/207/EØF om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkår)
Ligebehandlingsdirektivet og ændringsforslagene vedrører arbejdsmarkedsforhold, herunder definition af seksuel chikane direkte i direktivteksten samt spørgsmålet om klageadgang i sager om kønsdiskrimination.
En ændring af Ligebehandlingsdirektivet forventes at blive sat på dagsordenen på det eventuelle Rådsmøde den 7. maj 2001 med henblik på vedtagelse.