Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat vedr. forenkling, fakturering mht. momsfakturaer

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget
(Alm. del - bilag 692)
økonomi- og finansministerråd
(Offentligt)
_____________________________________________
SAU, Alm. del - bilag 278 (Løbenr. 9520)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

Kontor

1

400.C.2-0

EU-sekr.

25. januar 2001

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Skatteministeriets grundnotat om forslag til Rådets direktiv om forenkling, modernisering og harmonisering af kravene til fakturering med hensyn til moms.

5. kontor J. nr. 5.2001 221 63

Grundnotat

til

Folketingets Europaudvalg vedrørende forslag til Rådets direktiv om forenkling, modernisering og harmonisering af kravene til fakturering med hensyn til moms

________________

Kommissionen fremsatte den 17. november 2000, KOM (2000) 650, forslag til direktiv om forenkling, modernisering og harmonisering af kravene til momsfakturaer. Forslaget er fremsat med hjemmel i traktatens art. 93.

Baggrund

Forslaget indeholder nærmere regler om forpligtelse til at udstede momsfaktura, om fakturaernes indhold, om elektronisk fakturering og om opbevaring af fakturaerne.

Kommissionen henviser i bemærkningerne til, at Fællesskabets momssystem er bygget op omkring forpligtelsen til at udstede fakturaer. Fakturaen har i den forbindelse 3 funktioner: Den indeholder oplysninger om den momsordning, der finder anvendelse; den giver afgiftsmyndighederne mulighed for at føre kontrol, og den giver kunden mulighed for at påberåbe sig sin fradragsret.

Inden for EU er reglerne om momsfakturaer imidlertid meget forskellige. Der er heller ikke på EU-plan fastlagt retlige rammer for elektronisk fakturering og selvfakturering (afregningsbilag).

Kommissionen finder, at den manglende harmonisering af kravene til elektronisk fakturering er en væsentlig hindring for at anvende nye faktureringsteknologier i større omfang. Det gælder i denne forbindelse, at f.eks. virksomheder med afdelinger i flere EU-lande måske kunne ønske at overlade deres fakturering til en enkelt af deres afdelinger (eller til en tredjeperson), men hvor denne fakturering i så tilfælde vil være underlagt forskelli ge lovgivninger. En harmonisering af reglerne vil således kunne medvirke til at reducere europæiske virksomheders administrative omkostninger og dermed styrke deres konkurrenceevne.

Endelig finder Kommissionen, at udviklingen mod elektronisk fakturering også vil kunne føre til en mere effektiv momskontrol. Det er hurtigere og lettere at verificere de elektroniske fakturaer end voluminøse samlemapper med papirfakturaer.

Forslaget

Med hensyn til regler vedrørende forpligtelse til at udstede momsfaktura foreslås det, at faktureringsforpligtelsen skal kunne overdrages til en tredjeperson (uddelegering) eller til kunden (selvfakturering eller udstedelse af afregningsbilag). Den afgiftspligtige person, der foretager den momspligtige transaktion (dvs. sælgeren) vil dog under alle omstændigheder være den eneste ansvarlige for udstedelsen. Endvidere foreslås indført et klart retsgrundlag for periodevis fakturering og for fremsendelse af kredit- eller debetnota.

Med hensyn til indholdet af momsfakturaer foreslås 12 generelle oplysningspunkter (udstedelsesdato, fakturanr., sælgers og købers navn og adresse, leverancebeskrivelse, angivelse af mængde m.v., leveringsdato, leveringssted, afgiftsgrundlag, afgiftssats, afgiftsbeløb og samlet beløb incl. afgift). Disse oplysningspunkter skal forefindes på enhver momsfaktura. I enkelte tilfælde følger det af bestemmelser i 6. momsdirektiv, at momsfakturaen skal indeholde yderligere oplysninger. I øvrigt vil der ikke være andre obligatoriske oplysninger af hensyn til momsen. Virksomhederne må således gerne påføre andre oplysninger (f.eks. hvis kunden har brug for det). Medlemsstaterne kan ligeledes kræve yderligere oplysninger i fakturaer, men det må ikke være af hensyn til momsen.

Med hensyn til elektronisk fakturering foreslås det fastsat, at momsfakturaer kan fremsendes på ethvert medium (herunder elektronisk, hvis kunden forinden er underrettet herom). Medlemsstaterne må ikke stille krav om, at myndighederne på forhånd skal godkende elektronisk fakturering, men landene kan frem til 31. december 2005 kræve forudgående notifikation fra virksomheder, der vil anvende elektronisk fakturering.

Det foreslås endvidere, at elektroniske momsfakturaer skal have elektronisk signatur efter reglerne i direktiv 1999/93/EF om elektroniske signaturer, hvilket sikrer garanti for fakturaernes ægthed og for integriteten af oplysningerne i fakturaen.

Der foreslås i øvrigt indført en generel forpligtelse til at opbevare udskrevne og modtagne momsfakturaer. Varigheden af forpligtelsen til opbevaring fastsættes af medlemsstaterne. Stedet og måden opbevaring sker på, vil som udgangspunkt være den enkelte virksomheds afgørelse, men opbevaring skal ske således, at virksomheden til enhver tid og uden ophør skal have adgang til alle oplysninger indeholdt i fakturaen og såle des, at dataenes integritet og holdbarhed skal være sikret i hele opbevaringsperioden.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Kommissionen har ikke vurderet sagen i forhold til nærheds- og proportionalitetsprincippet. En forenkling af grænseoverskridende handelsprocedurer ses imidlertid bedst at kunne ske ved regler fastsat af fællesskabet.

De danske regler

De danske lovbestemmelser og administrativt fastsatte regler om momsfakturaer fremgår af momsloven og bogføringsloven med tilhørende bekendtgørelser og vejledninger. De danske regler er på en række punkter i overensstemmelse med Kommissionens forslag.

Om forskelle mellem Kommissionens forslag og de danske regler kan nævnes følgende:

De gældende danske regler indeholder ikke bestemmelser om, at den afgiftspligtige person (sælger) kan delegere faktureringen til en tredjeperson.

Med hensyn til indholdet af momsfakturaer er der visse forskelle mellem de gældende danske regler og de foreslåede regler. Eksempelvis bestemmer de danske regler, at det ved leverancer med og uden moms af momsfakturaen skal fremgå, hvilke dele af det fakturerede, der er pålagt moms.

Med hensyn til elektronisk fakturering indeholder de gældende danske regler ikke krav om elektronisk signatur. Endvidere skal elektronisk fremsendte momsfakturaer efter de danske regler kunne udskrives i klar skrift efter anmodning.

De gældende danske regler giver ikke virksomhederne valgfrihed med hensyn til, hvor "danske" momsfakturaer skal opbevares, idet dette skal ske i Danmark.

Høring

Forslaget er sendt til høring hos en lang række erhvervsorganisationer, myndigheder m.v.