Svar på spørgsmål om kandidatlandenes fremskridt på miljøområdet
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 622)
udenrigsministerråd
(Offentligt)
|
|
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
|
1 |
400.C.2-0 |
EU-sekr. |
11. januar 2001 |
Under henvisning til Europaudvalgets skrivelse af 7. december 2000 (Alm. del - bilag 454) vedlægges Udenrigsministeriets besvarelse af det deri stillede spørgsmål nr. 55.
Udenrigsministeriet N.5, j.nr. 400.E.9/CE/1
Nordgruppen Den 10. januar 2001
Spørgsmål i Folketingets Europaudvalg nr. 55 af 7. december 2000 til skriftlig besvarelse (Alm. del - bilag 454):
Spørgsmål 55:
"Ministeren bedes - som lovet på Europaudvalgets møde den 1. december 2000 - oversende et notat om kandidatlandenes fremskridt på miljøområdet."
Svar:
Kommissionen fremlagde den 8. november 2000 rapporter for de enkelte ansøgerlandes fremskridt mod EU-medlemskab siden rapporterne fra 1999. Rapporterne omhandler bl.a. ansøgerlandenes fremskridt på miljøområdet.
I modsætning til sidste år, er tilnærmelsen til EU's regelsæt på miljøområdet i år begyndt at tage fart i flere af ansøgerlandene. Det gælder særligt Slovenien, Letland, Estland, Litauen, Tjekkiet, Bulgarien og Cypern. Færrest fremskridt er sket i Polen og Malta.
Hvad angår den horisontale lovgivning følger Letlands, Litauens, Tjekkiets, Sloveniens og Slovakiets lovgivning om miljøkonsekvensanalyser i det store og hele EU's regelsæt. I Estland, Bulgarien, Ungarn og Cypern udestår der stadig nogle mindre punkter, mens Malta endnu ikke har vedtaget nogen horisontal lovgivning om miljøkonsekvensanalyser. I Polen ventes lovgivningen vedtaget i nærmeste fremtid.
I Estland er der taget væsentlige skridt i retning af at beskytte landets naturressourcer. Der er kun sket begrænsede fremskridt i Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet på området, mens der er vedtaget omfattende lovgivning i Slovenien. Der er også sket nogen fremskridt i Bulgarien, Litauen og Cypern, men yderligere tiltag er nødvendige. I Rumænien er der vedtaget ny lovgivning, mens der ikke er sket fremskridt i Malta.
Indenfor lovgivningen omkring vandkvalitet, er der fortsat nogle udeståender i Estland, Letland, Litauen og Ungarn. Der er kun sket begrænsede fremskridt i Polen, Tjekkiet og Cypern. Til gengæld er der vedtaget omfattende lovgivning i Slovenien og sket gode fremskridt i Bulgarien. Der er ikke sket fremskridt i Slovakiet og Malta. I Rumænien er der forberedt en række lovinitiativer.
Reguleringen af luftkvalitet er i Estland, Litauen og Slovenien i det store og hele i overensstemmelse med EU's regelsæt. Man er også kommet langt i Letland og Bulgarien, mens der er begrænsede fremskridt i Polen, Ungarn, Slovakiet og Cypern. I Tjekkiet har man gjort en stor indsats for at mindske luftforureningen, men lovgivningen er endnu ikke tilpasset til EU's regelsæt. I Rumænien er der forberedt en række lovinitiativer. I Malta er der ikke sket fremskridt.
Den supplerende lovgivning indenfor affaldshåndtering i Estland og Slovenien er stort set på plads. Der er fortsat nogle udeståender i Letland, Ungarn og Bulgarien. Arbejdet i Tjekkiet er mindre fremskredent, og der er kun sket begrænsede fremskridt i Litauen, Polen og Cypern. Der er ikke sket fremskridt i Slovakiet og Malta, mens der i Rumænien er gennemført visse bestemmelser.
På området for industriforurening er der fortsat nogle udeståender i Letland og Litauen. Noget lovgivning er vedtaget i Bulgarien, men der er stadig et godt stykke vej igen. Der er kun sket begrænsede fremskridt i Polen, Ungarn og Slovakiet, mens man er kommet forholdsvis langt i Tjekkiet. Der er også vedtaget omfattende lovgivning i Slovenien og gennemført visse bestemmelser i Rumænien. Der er ikke sket nævneværdige fremskridt i Cypern og Mal ta.
I Estland, Ungarn har fremskridtene indenfor støjreduktion været begrænsede, og i Letland er arbejdet kun lige begyndt. Man er til gengæld kommet langt i Tjekkiet, og der er også vedtaget ny lovgivning på området i Slovakiet. Der er ikke sket fremskridt i Rumænien.
I alle ansøgerlandene er der fortsat behov for at styrke den administrative kapacitet. Dette gælder særligt på områderne vand, industriforurening, brug af kemikalier og beskyttelse af naturressourcer. Ofte er der et stort antal institutioner involveret i implementeringen og håndhævelsen af miljølovgivningen. I mange af ansøgerlandene er der behov for at afklare de forskellige institutioners mandater og forbedre koordinationen . Arbejdet med at forberede specifikke gennemførelsesprogrammer med tilhørende finansielle planer, bør intensiveres i de fleste ansøgerlande.
I alle ansøgerlandene udestår der væsentlige investeringer i miljøinfrastruktur, særligt indenfor områderne vand, affald og industri.