Hjælpemenu

Hovedmenu

Grundnotat om kontrol af uønskede stoffer i foderstoffer

Bilag tilgået Folketingets Europaudvalg


Medlemmerne af Folketingets Europaudvalgog deres stedfortrædere
 
Bilag Journalnummer Kontor  
1 400.C.2-0 EU-sekr. 18. maj 2000

 

 

 

 

 

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Fødevareministeriets grundnotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet og Rådets direktiv 1999/29/EF om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer, KOM(2000) 162.

 

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

1. afdeling, 1. kontor

J.nr.: 2000-4114-0060

Den 18. maj 2000

TBU

LFM 0387

 

 

 

 

 

 

 

Grundnotat til Folketingets Europaudvalg

om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet og Rådets direktiv 1999/29/EF om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer.

KOM(2000) 162

Resumé

Kommissionen foreslår, at kontroldirektivet udvides med henblik på at forbedre informationen medlemsstaterne imellem og mellem medlemsstaterne og Kommissionen i tilfælde, hvor der kan være fare for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet.

Det foreslås, at medlemsstaterne udarbejder beredskabsplaner for håndtering af fremtidige kriser. Der foreslås tillige en bestemmelse om, at Kommissionen på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat skal forbyde eller suspendere omsætningen og eksporten af et produkt i foderstoffer, der formodes at udgøre en fare for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet. Det foreslås endvidere, at medlemsstaternes underretningspligt over for de andre medlemsstater og Kommissionen udvides til at gælde i alle tilfælde, hvor et parti foderstoffer ikke opfylder kravene i direktiv om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer. Endelig forpligtes medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at et forurenet foderstofparti ikke anvendes i foderstoffer og dermed ikke kan få skadelige virkninger for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet.

Forslaget skønnes at forbedre beskyttelsesniveauet.

 

Baggrund

Kommissionen har ved KOM(2000) 162 af 21. marts 2000 fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 95/53/EF om principperne for tilrettelæggelse af offentlig kontrol på foderstofområdet og Rådets direktiv 1999/29/EF om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer. Forslaget er oversendt til Rådet den 21. marts 2000.

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEF artikel 152 og skal behandles efter proceduren for fælles beslutningstagen i TEF artikel 251, da forslaget angår foderstoffer og berører folkesundheden.

Nærheds- og proportionalitetsprincippet

Kommissionen anfører, at dioxinkrisen viste, at der er behov for en bedre koordination mellem de forskellige medlemsstaters myndigheder i forbindelse med en opstået fare for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet.

Kommissionen anfører endvidere, at der også har vist sig behov for indførelse af et hurtigt varslingssystem (Rapid Alert) på foderstofområdet med henblik på at kunne advare de øvrige medlemsstater om en overhængende fare for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet.

Formål og indhold

Kommissionen har fremsat forslaget med henblik på at forbedre informationen medlemsstaterne imellem og mellem medlemsstaterne og Kommissionen i tilfælde af fare for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet.

Forslaget indeholder følgende fire hovedelementer:

- Der indføres en ny artikel 4a i kontroldirektivet om beredskabsplaner. For at forbedre de nationale myndigheders muligheder for at kunne reagere hensigtsmæssigt i krisesituationer, forpligtes medlemsstaterne til at opstille nationale beredskabsplaner for håndtering af kriser i foderstofsektoren. Kommissionen vil i Den Stående Foderstofkomité fastlægge minimumskrav til beredskabsplanerne. Beredskabsplanerne gennemgås af Kommissionen, der også kan komme med forslag til ændringer i de nationale beredskabsplaner.

- Der indføjes en ny artikel 15a i kontroldirektivet om en beskyttelsesklausul. Såfremt der i EU opstår et problem, der skyldes et produkts anvendelse i foderstoffer, og som formodes at udgøre en alvorlig fare for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet, forpligtes Kommissionen til på eget initiativ eller efter anmodning fra en medlemsstat at suspendere muligheden for at bringe det pågældende produkt i omsætning i EU og for at suspendere eksporten til tredjelande og/eller at fastsætte særlige betingelser for at bringe produktet i omsætning. Medlemsstaterne har mulighed for at indføre midlertidige beskyttelsesforanstaltninger på sit område, hvis Kommissionen sidder en henvendelse fra den pågældende medlemsstat overhørig.

- Som ny artikel 16a i kontroldirektivet indsættes bestemmelser om et Rapid Alert informationssystem på foderstofområdet. Medlemsstaterne forpligtes til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at et forurenet foderstofparti ikke anvendes i foderstoffer og ikke kan få skadelige virkninger for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet.

Medlemsstaterne forpligtes til at underrette de øvrige medlemsstater og Kommissionen i alle tilfælde, hvor et parti fodermidler eller foderstoffer ikke opfylder kravene i direktiv 1999/29/EF om uønskede stoffer og produkter i foderstoffer. Samtidig ophæves anmeldelsesbestemmelserne i artikel 12, stk. 3 og 4, i direktiv 1999/29/EF, hvoraf det fremgår, at der kun er en forpligtelse for medlemsstaterne til at underrette de øvrige medlemsstater og Kommissionen, hvis et parti fodermidler eller foderstoffer, som ikke opfylder kravene i direktiv 1999/29/EF om uønskede stoffer, forventes sendt til andre medlemsstater. Herved samles bestemmelserne om overførsel af oplysninger om foderkontrol og fodersikkerhed i kontroldirektivet.

Et sådant informationssystem skal indarbejdes i kontroldirektivet, så det i fremtiden kan anvendes i alle tilfælde, hvor et produkt bringer folkesundheden, dyresundheden eller miljøet i fare, og således at kontrolordningen i sin helhed kan forbedres. Kommissionen har planer om at indarbejde fødevaresikkerhed i det eksisterende Rapid Alert system for fødevarer, direktiv 92/59/EØF. Indtil et sådant forslag fremsættes, ændres artikel 16a som ovenfor anført.

- Artikel 22 i kontroldirektivet, hvorefter medlemsstaterne har en pligt til at fremsende en årlig rapport om foderstofkontrollen, udvides med en yderligere underretningspligt. Medlemsstaterne forpligtes til at fremsende et resumé til Kommissionen af de foranstaltninger, medlemsstaten har truffet i medfør af ovennævnte bestemmelse. Medlemsstaterne forpligtes endvidere til at udarbejde en foreløbig rapport til Kommissionen, såfremt hyppigheden, hvormed en bestemt forurening eller fare for forurening forårsages af et bestemt produkt, der skal anvendes til foder, stiger.

Det foreslås, at direktivet træder i kraft den 1. januar 2001.

Udtalelser

Europa-Parlamentets, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs og Regionsudvalgets udtalelse foreligger endnu ikke.

Gældende dansk ret

Området er reguleret ved Lov om foderstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 80 af 2. februar 2000, og bekendtgørelse nr. 448 af 25. juni 1998 om foderstoffer med senere ændringer.

Konsekvenser

Forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser, og forslaget i sig selv har ingen statsfinansielle konsekvenser. Der kan dog opstå finansielle konsekvenser som følge af EU-påbud om særlige kontrolforanstaltninger på baggrund af indtruffen risiko for menneskers og dyrs sundhed samt miljøet.

Forslaget i sig selv har ingen økonomiske konsekvenser for borgerne. Der kan dog opstå økonomiske konsekvenser for importører/eksportører som følge af import-/eksportforbud eller restriktioner for import/eksport.

En vedtagelse af forslaget forbedrer beskyttelsesniveauet, idet myndighederne forpligtes til at opstille beredskabsplaner. Dette forbedrer muligheden for at gribe hurtigt ind i tilfælde af en risiko for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet. Endvidere forpligtes Kommissionen til at reagere, hvis der opstår et problem, der kan udgøre en alvorlig fare for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet. Endelig indføres der et Rapid Alert system for foderstoffer, hvilket vil forbedre informationen mellem medlemsstaterne og Kommissionen i tilfælde af en risiko for menneskers eller dyrs sundhed eller miljøet, og dermed medvirke til, at der kan ske en hurtig indgriben.

Høring

§2-udvalget (landbrug) er blevet hørt om forslaget.

Forbrugerrådet kan tilslutte sig forslaget.

Dansk Industri støtter forslaget og tilføjer, at det er afgørende at sikre, at beskyttelsesklausulen ikke bruges protektionistisk.

Det Rådgivende Fødevareudvalg er blevet hørt om forslaget.

Dansk Industri har gentaget ovennævnte synspunkter.

Landbrugsraadet støtter forslaget om et hurtigt varslingssystem på foderstofområdet.

Forbrugerrådet og Specialarbejderforbundet i Danmark kan støtte forslaget.

FDB finder, at forslaget forekommer relevant og fornuftigt. FDB foreslår, at "eller niveauet" tilføjes efter "hyppigheden" i den foreslåede nye artikel 22, nr. 1, 2. afsnit, idet det for miljøforurenende stoffer som dioxin findes mere relevant at tale om niveauer end om hyppigheder.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.