Grundnotat om emissionslofter for luftforurenende stoffer
|
|
|||
|
Bilag |
Journalnummer |
Kontor |
|
|
1 |
400.C.2-0 |
EU-sekr. |
1. oktober 1999 |
Til underretning for Folketingets Europaudvalg fremsendes vedlagt Miljø- og Energiministeriets grundnotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer.
Grundnotatet er ligeledes fremsendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
MILJØstyrelsen 29. september 1999
Transport- og Luftkvalitetskontoret PBS/UT/GT/17
J.nr. 1034-0044
MEM 0220-MST
Grundnotat
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer.
KOM(99)0125
Resumé: Forslaget indgår i EU's strategi til bekæmpelse af forsuring, eutrofiering og ozon. Forslaget vil indføre nationale emissionslofter for fire stoffer svovldioxid (SO2), kvælstofoxider (NOx), flygtige organiske forbindelser (VOC) og ammoniak (NH3). Dette direktivforslag er fremsat sammen med et forslag til direktiv om luftens indhold af ozon, idet der er en nøje sammenhæng mellem emission af
kvælstofoxider (NOx), flygtige organiske forbindelser (VOC) og dannelse af ozon. Der er derfor en nøje afstemt balance mellem emissionsloftet for NOx og VOC og de forslåede grænseværdier for ozon. Den overordnede miljømålsætning for de nationale emissionslofter er bl.a. inden udgangen af 2010 at mindst halvere størrelsen af de arealer i EU, hvor de kritiske forsuringsbelastninger er overskredet i forhold til 1990.
1. Status
Kommissionen oversendte den 16. juli 1999 ovennævnte forslag til medlemsstaterne.
Forslaget har hjemmel i artikel 175, stk. 1, TEF (tidligere artikel 130 S) og skal derfor vedtages af Rådet med kvalificeret flertal efter proceduren om fælles beslutningstagen i artikel 251 i TEF (tidl. artikel 189B).
Baggrunden for forslaget er Kommissionens forpligtelse til i henhold til EU's forsuringsstrategi og Rådskonklusionerne af december 1997 at fremsætte forslag til begrænsning af både den fotokemiske forurening med ozon og forsuringen. Det foreliggende direktiv er fremsat af Kommissionen sammen med et direktiv om luftens indhold af ozon.
Der er fremsendt grundnotat til Folketingets Europaudvalg den 30. september 1999.
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
Europa-Parlamentet har endnu ikke udtalt sig om forslaget.
Formandsskabet har sat punktet på dagsordenen med henblik på en indledende politisk drøftelse. Punktet er annonceret som åben debat.
2. Formål og indhold
Formålet med direktivet er at begrænse emissionerne af forsurende og eutrofierende stoffer og ozonforløbere for at forbedre beskyttelsen af miljøet og menneskers sundhed mod risikoen for negative virkninger fra forsuring, eutrofiering af jordbunden og troposfærisk ozon, idet målet på langt sigt er, at de kritiske niveauer og belastninger ikke overskrides, og at alle mennesker beskyttes effektivt mod de erkendte sundhedsfarer som følge af luftforurening.
Forsuring, eutrofiering (overgødskning af landarealer der resulterer i belastning af økosystemer og iltsvind i vandområder) og ozon er miljømæssigt sammenhængende problemer forårsaget af emissioner af svovldioxid (SO2), kvælstofoxider (NOx), flygtige organiske forbindelser (VOC) og ammoniak (NH3). Det er Kommissionens udgangspunkt, at der ved at betragte de fire stoffer over en kam sikres den nødvendige sammenhæng i EU's bekæmpelsesstrategi.
Den overordnede miljømålsætning for de nationale emissionslofter er bl.a. inden udgangen af 2010 at mindst halvere størrelsen af de arealer, hvor de kritiske forsuringsbelastninger er overskredet i forhold til 1990. Denne målsætning skal være opfyldt i samtlige kvadrater på 150 x 150 km, som EU-landene af beregningsmæssige årsager er opdelt i.
Kommissionen har ud fra den overordnede målsætning og i samarbejde med International Institute for Applied System Analysis (IIASA) i Østrig for hvert af de fire stoffer beregnet et forslag til emissionslofter for hvert af de 15 EU-lande ved hjælp af den generelt accepterede beregningsmodel, RAINS. I beregningerne er der taget hensyn til den geografiske placering af de områder, hvor den kritiske belastning er overskredet, kildernes beliggenhed, den bedste tilgængelige teknologi samt at reduktionerne bør ske på den mest omkostningseffektive måde. Beregningsgrundlaget har løbende været diskuteret med nationale eksperter.
De foreslåede emissionslofter, der skal være overholdt senest år 2010, fremgår for de enkelte medlemslande af Annex I til direktivet, og for Danmark af nedenstående tabel.
|
SO2 |
NOx |
VOC |
NH3 | ||||||||
|
1990 |
2010 |
% |
1990 |
2010 |
% |
1990 |
2010 |
% |
1990 |
2010 |
% |
|
182 |
77 |
-58 |
282 |
127 |
-55 |
178 |
85 |
-52 |
122 |
71 |
-42 |
Tabel 1. De danske emissioner for 1990 og Kommissionens forslag til emissionslofter for år 2010, angivet i 1000 tons samt reduktionsprocenterne.
Desuden indeholder forslaget bestemmelser om
· opstilling af nationale programmer inden 1. oktober 2002 til sikring af at emissionslofterne kan opfyldes i 2010 og revision senest 1. oktober 2006,
· udarbejdelse af både nationale emissionsoversigter for de fire stoffer og fremskrivninger af deres emissioner frem til 2010,
· medlemslandenes rapportering til Kommissionen, og
· etablering en komité for at assistere Kommissionen (komiteprocedure IIIa).
Overvågningen er inddelt i en overvågning dels af kritiske belastninger, hvor der ikke antages at være tale om nævneværdige skadelige virkninger på nærmere bestemte følsomme miljøfaktorer, dels af kritiske niveauer, hvor der ved en overskridelse kan indtræde direkte skadelige virkninger.
3. Nærheds- og proportionalitetsprincippet
Kommissionen vurderer, at nærheds- og proportionalitetsprincippet er overholdt, idet grænseoverskridende miljøproblemer må løses med en samordnet indsatst og idet forslaget opstiller emissionslofter for medlemsstaterne baseret på en omkostningseffektiv fordeling af emissionsreduktioner mellem medlemsstater.
Forslaget er en udfyldning af EU´s forsuringsstrategi.
4. Konsekvenser for Danmark
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Det vurderes, at opfyldelse af allerede eksisterende lovgivning og miljømæssige målsætninger i det væsentlige vil være tilstrækkelig til at sikre de nødvendige reduktion i emissionen af de fire stoffer. Der tænkes fx her på de nationale og internationale målsætninger for CO2 og andre drivhusgasser, kraftværkskvoterne for SO2 og NOx, svovl-indholdet i brændsler, kravet om katalysatorer på nye personbiler samt Vandmiljø-handlingsplan II.
Økonomiske konsekvenser
Kommissionen har i forbindelse med forslaget fremlagt en vurdering af de økonomiske konsekvenser af forslaget for hvert medlemsland. Det fremgår heraf, at implementeringsomkostningerne for Danmark er skønnet til at være 5 mio. euro pr. år. Det skal bemærkes, at de 5 mio. euro (ca. 40 mio. dkr) er de beregnede meromkostninger udover allerede eksisterende og vedtagne virkemidler, nationale som internationale. Ekstraomkostningerne på 5 mio. euro pr. år skal sammenlignes med de årlige omkostninger på 623 mio. euro pr. år (ca. 4.7 mia. dkr) for allerede eksisterende og vedtagne/planlagte virkemidler.
Der vil ikke være tale om kommunaløkonomiske konsekvenser.
Beskyttelsesniveau.
Forslaget skønnes at forbedre beskyttelsesniveauet ganske væsentligt såvel i EU som i Danmark, som angivet i nedenstående tabel 2.
|
Ikke beskyttet økosystemer mod forsuring (i % af total økosystem) |
Ikke beskyttet økosystemer mod eutrofiering (i % af total økosystem) |
Plantevæksteksponering |
Befolkningseksponering(mio. person ppm.h) | |||||||
|
REF |
NEL |
REF |
NEL |
REF |
NEL |
Forskel |
REF |
NEL |
Forskel | |
|
Danmark |
2.3 1) |
1.5 |
37.6 |
28.9 |
3 |
1 |
-67% |
53 |
36 |
-32% |
|
EU-total |
4.3 1) |
2.9 |
40.2 |
34.9 |
468 |
301 |
-36% |
7183 |
5764 |
-20% |
Tabel 2. Beskyttelsesniveauerne ved referencescenariet (REF) og ved de nye emissionslofter (NEL) for Danmark og for EU (år 2010).
1) For Danmark og EU-total var tallene i 1990 henholdsvis 13,8% og 24,7%
5. Høring
Der er ikke foretaget en ekstern høring af forslaget. Forslaget har været drøftet i EF-specialudvalget for miljø, hvor der ikke fremkom bemærkninger.