Rådsmøde forbrugerministre 13/4 99 Samlenotat

Kommissionen fremhæver i sin begrundelse for forslaget, at anvendelse af fjernkommunikationsteknik er egnet til grænseoverskridende aftaleindgåelse. Med henvisning hertil finder Kommissionen det nødvendigt, at der vedtages harmoniserede regler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Kommissionen finder, at uensartede regler i medlemslandene vil kunne hindre udviklingen af det indre marked. Et direktiv er desuden nødvendigt som supplement til det ge nerelle fjernsalgsdirektiv.

4.1. Lov om visse forbrugeraftaler ("dørsalgsloven") indeholder regler om fortrydelsesret ved fjernsalg af varer, men ikke ved aftaler om fjernsalg af tjenesteydelser. Ved visse forsikringsaftaler er der dog fortrydelsesret, men den gælder, uanset om der er tale om fjernsalg eller ej.

I forbindelse med gennemførelsen af det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. ovenfor under pkt. 1, vil der imidlertid skulle indføres regler om fortrydelsesret også ved fjernsalg af tjenesteydelser.

Ved forsikringsaftaler (bortset fra aftaler om visse korttidsforsikringer) har forbrugeren en fortrydelsesfrist på 14 dage, der regnes fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har modtaget underretning om, at forsikringsaftalen er indgået, eller hvor forbrugeren efterfølgende har fået forsikringsbetingelserne i hænde.

Hvis forbrugeren vil bruge fortrydelsesretten, sker dette ved at underrette forsikringsselskabet herom. Der gælder ingen formkrav. Underretningen kan således gives mundtligt, herunder telefonisk, skriftligt eller på anden måde, men efterfølgende skal forbrugeren i praksis kunne bevise, at han har givet underretningen rettidigt.

Senest ved udleveringen af forsikringsbetingelserne skal selskabet give forbrugeren tydelig skriftlig oplysning om fortrydelsesretten. Der skal anvendes en bestemt tekst, som er fastsat ved bekendtgørelse. Hvis der ikke er givet sådan oplysning, er aftalen ikke bindende for forbrugeren.

Hvis forbrugeren bruger fortrydelsesretten, kan forsikrings selskabet ikke kræve vederlag for de dage, hvor forbrugeren har været dækket af forsikringen.

Efter dørsalgsloven må erhvervsdrivende ikke uden forudgående anmodning rette telefonisk henvendelse til en forbruger på dennes bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang, med henblik på indgåelse af en aftale, herunder aftaler om finansielle tjenesteydelser. Et løfte, som forbrugeren har afgivet i forbindelse med en erhvervsdrivendes henvendelse i strid med denne bestemmelse, er ikke bindende for forbruger en.

Der gælder enkelte undtagelser fra forbudet mod uanmodet telefonisk henvendelse, bl.a. for henvendelser om tegning af forsikring.

4.2. Aftaleloven indeholder fravigelige regler om indgåelse af aftaler, herunder om tilbud og accept af tilbud.

Et tilbud er efter aftaleloven bindende for afgiveren, indtil acceptfristen er udløbet, eller tilbudet er tilbagekaldt.

Hvis tilbudsgiveren har fastsat en frist for antagelse (accept) af tilbudet, skal antagende svar være kommet frem inden fristens udløb. Tilbudsgiveren kan forbeholde sig ret til at tilbagekalde tilbudet inden udløbet af den fastsatte acceptfrist.

Er der ikke fastsat en acceptfrist, skal antagende svar være kommet frem til tilbudsmodtageren inden udløbet af det tidsrum, som tilbudsgiveren måtte påregne, da han afgav tilbudet.

Et tilbud skal accepteres, for at der er indgået en aftale. En accept kan dog være stiltiende, og en aftale kan efter omstændighederne også anses for indgået ved, at en part udviser passivitet.

4.3. Markedsføringsloven indeholder generelle regler om god markedsføringsskik, herunder bl.a. om erhvervsdrivendes al mindelige vejledningspligt. Der vil efter denne lov kunne gribes ind over for markedsføring, som består i at udføre tjenesteydelser, uden at forbrugeren har bedt om det.

4.4. Kreditaftaleloven indeholder generelle regler om kreditgiverens oplysningspligt og om formkrav til kreditaftaler m.v. Reglerne gælder også, når en kreditaftale indgås ved brug af kommunikationsteknologi. Reglerne er ikke civilretligt sanktioneret (f.eks. ved regler om, at aftalen er ugyldig), bortset fra, at kreditgiveren i givet fald afskæres fra at kræve visse kreditomkostninger m.v. betalt.

4.5. Der er i dansk ret ikke generelle lovregler om misligholdelse af aftaler vedrørende tjenesteydelser, men de principper, der ligger til grund for købeloven, vil kunne anvendes med de fornødne forskelle. I nogle henseender adskiller tjenesteydelser sig således fra, hvad der er karakteristisk for køb af løsøre. Bl.a. er det ikke muligt for forbrugeren at tilbagegive en ydelse, der er præsteret, og det betyder, at aftaler om tjenestey delser normalt kun kan hæves med virkning for fremtiden. Dette kan dog medføre, at den del af ydelsen, der eventuelt allerede er præsteret, bliver uden værdi for forbrugeren, og i så fald kan der ikke uden videre kræves vederlag herfor.

4.6. Den næringsretlige lovgivning på det finansielle område (bl.a. bank- og sparekasseloven, lov om forsikringsvirksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer, realkreditloven, lov om investeringsforeninger og specialforeninger og lov om værdipapirhandel m.v.) indeholder visse regler om oplysningspligt. Reglerne gælder, uanset om der er tale om fjernsalg eller ej.

Der er i vidt omfang tale om pligt til at oplyse om anden lovgivning og skattemæssige forhold m.v. med henblik på, at forbrugeren kan bedømme tjenesteydelsen.

Efter lov om forsikringsvirksomhed skal der ved skadesforsikringsaftaler bl.a. gives oplysning om, hvilket lands lov der vil gælde for aftalen, og om forbrugerens klagemuligheder. Ved livsforsikringsaftaler har selskabet en almindelig pligt til at give tilstrækkelige oplysninger om selskabet og forsikringsaftalen til, at forbrugeren har mulighed for at forstå de væsentligste elementer i forsikringen.

Ved udbud af andele i investeringsforeninger m.v. skal der foreligge et prospekt med en række oplysninger, bl.a. om regnskabsmæssige forhold og om medlemmernes stemme- og indløsningsret.

4.7. EU-konventionen om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, er gennemført her i landet, jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984. Hvis parterne ikke har aftalt andet, er det efter konventionen som hovedregel loven i det land, hvor forbrugeren bor, der finder anvendelse på aftalen. Det gælder bl.a., hvis der i bopælslandet forud for aftalens indgåelse er reklameret eller fremsat særligt tilbud over for forbrugeren, og forbrugeren dér har foretaget de handlinger, som fra hans side er nødvendige for at indgå aftalen. Efter konventionen kan parternes lovvalg i bl.a. de nævnte tilfælde ikke medføre, at forbrugeren berøves den beskyttelse, der tilkommer ham i medfør af ufravigelige regler i loven i bopælslandet.

Der gælder særlige direktivbestemte lovvalgsregler for visse forsikringsaftaler, jf. bekendtgørelse nr. 560 af 27. juni 1994.

4.8. Efter markedsføringsloven kan Forbrugerombudsmanden anlægge retssag ved domstolene om påbud eller forbud vedrørende handlinger i strid med loven.

Der findes på det finansielle område forskellige brancheklagenævn, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet.

4.9. Der gælder ikke i dansk ret lovbestemte, særlige bevisbyrderegler på de områder, der er omfattet af direktivforslaget

5.1. Som nævnt ovenfor under pkt. 2 indeholder direktivforslaget ikke en såkaldt minimumsklausul, hvorefter medlemslandene kan opretholde eller vedtage regler, der giver et højere forbrugerbeskyttelsesniveau end de foreslåede regler.

Ved en gennemførelse af direktivforslaget i den nuværende udformning her i landet vil der på den baggrund ikke kun blive tale om regler, der stiller forbrugerne bedre, men også om regler, der stiller forbrugerne dårligere end de gældende regler, jf. nedenfor.

Det generelle fjernsalgsdirektiv, jf. ovenfor under pkt. 1, indeholder i modsætning til det foreliggende forslag en minimumsklausul.

5.2. Der vil være behov for at supplere dørsalgslovens bestemmelser om fortrydelsesret ved fjernsalg af varer med visse generelle lovregler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Der vil i den forbindelse bl.a. være behov for at indføre en lovgivningsmæssig skelnen mellem visse enkelthandlinger, der er omfattet af den samme aftale, med hensyn til, om handlingen er den første af flere handlinger.

Bestemmelsen i direktivforslaget om, at den, der handler som mellemmand ved aftalens indgåelse, anses som leverandør, må formentlig forstås sådan, at mellemmanden skal pålægges en form for hæftelsesansvar. Dette vil i givet fald kræve lovgivning.

5.3. Der vil formentlig skulle gennemføres udtrykkelige markedsføringsretlige regler om, at leverandøren har pligt til inden aftalens indgåelse at give forbrugeren oplysning om samtlige aftalevilkår, og at oplysningen skal gives skriftligt eller på anden varig måde.

5.4. Der vil formentlig skulle gennemføres bestemmelser, som på dette område fraviger aftalelovens generelle regler om tilbagekaldelse af tilbud m.v. Forslaget synes efter ordlyden at måtte forstås således, at hvis leverandøren har opfyldt den ovenfor nævnte pligt til at meddele aftalevilkårene skriftligt eller på anden varig måde, skal de pågældende aftalevilkår være bindende for leverandør en i 14 dage. Det betyder, at oplysningerne skal anses som et tilbud, der som hovedregel er uigenkaldeligt i 14 dage.

5.5. Der vil endvidere skulle gennemføres nye regler om fortrydelsesret, som samtidig - når der er tale om fjernsalg - ændrer dørsalgslovens særlige regler om fortrydelsesret ved forsikringsaftaler.

Ved visse forsikringsaftaler skal fortrydelsesfristen således forlænges fra 14 dage til 30 dage.

Dørsalgslovens regel om, at forbrugeren har fortrydelsesret, uanset om forsikringsaftalen er indgået før eller efter modtagelsen af aftalevilkårene, vil ikke kunne opretholdes. Efter direktivforslaget har forbrugeren således som hovedregel ikke fortrydelsesret, hvis han indgår aftalen efter at have modtaget aftalevilkårene skriftligt eller på anden varig måde. Der skal som noget nyt stilles visse formkrav med hensyn til forbrugerens underretning til leverandøren om, at forbrugeren vil bruge fortrydelsesretten. Der skal også som noget nyt gennemføres regler om, at forbrugeren som hovedregel skal betale for den del af tjenesteydelsen, som er leveret - ved forsikringsaftaler skal der således betales for den periode, hvor forbrugeren har været dækket af forsikringen.

5.6. Der vil skulle indføres særlige lovregler om leverandørens misligholdelse i tilfælde, hvor levering af den aftalte ydelse ikke er mulig. Forbrugeren skal i disse tilfælde have et ubetinget krav på at hæve aftalen, også hvis det kun er en del af den samlede ydelse, som ikke kan leveres.

5.7. Der vil formentlig skulle gennemføres en bestemmelse om, at forbrugeren ikke under nogen omstændigheder kan blive bundet ved passivitet i tilfælde, hvor leverandøren har udført en tjenesteydelse uden forudgående anmodning herom.

5.8. Det vil være nødvendigt at gennemføre en særlig lovregulering af bevisbyrden i visse tilfælde, jf. pkt. 2.10. ovenfor.

Der vil endvidere være behov for at indføre en lovregel, der binder domstolene til at anvende aftalelovens regler om tilsidesættelse af urimelige aftalevilkår med hensyn til aftaler, der pålægger forbrugeren bevisbyrden for, at leverandøren ikke har opfyldt sin oplysningspligt efter direktivforslaget.

5.9. Der skal gennemføres nye civilretlige regler om uanmodet henvendelse til forbrugere ved anvendelse af kommunikationsteknologi, jf. pkt. 2.11. ovenfor.

I den forbindelse vil det være nødvendigt at ændre dørsalgslovens bestemmelse om, at det er tilladt at rette uanmodet telefonisk henvendelse om tegning af forsikring. Det er som ovenfor nævnt overladt til medlemslandene at bestemme, om der skal gælde et forbud mod uanmodet telefonisk henvendelse, eller om det alene skal være forbudt at rette telefonisk henvendelse i tilfælde, hvor forbrugeren har frabedt sig dette.

5.10. Forslaget skønnes ikke at ville have statsfinansielle konsekvenser.

Direktivforslaget har været til høring hos følgende organisationer m.v.:

Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, præsidenterne for retterne i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Industri, Børsmæglerforeningen, Rådet for Dansk Forsikring og Pension, Finansforbundet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Dansk Handel og Service, Finansrådet, Det Danske Handelskammer, Centralforeningen for Danske Assurandører, Liberale Erhvervs Råd, Diners Club Danmark A/S, Realkreditrådet, Dansk Detail Kreditråd, Pengeinstitutternes Betalingssystemer A/S, Dansk Postordreforening, Danske Finansieringsselskabers Forening, Dansk Annoncørforening, Akademikernes Centralorganisation, Landsorganisationen i Danmark, InvesteringsForeningsRådet, Værdipapircentralen, Danmarks Nationalbank, Kommunerne s Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Investeringsforeningers Fællesrepræsentation, Erhvervssammenslutningen G 1930, Foreningen af Markedsanalyseinstitutter i Danmark, Landsforeningen Loyal Handel, Forbrugerrådet, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Amtsrådsforeningen, Københavns Fondsbørs A/S, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer og Samm enslutningen Danske Andelskasser.

6.1. Generelle bemærkninger.

Dansk Detail Kreditråd finder, at der ikke er behov for et direktiv på området.