C-87/12 Ymeraga m.fl. (DOM)
NB Dom afsagt 8. maj 2013 - se nedenfor
Cour administrative, der er en luxembourgsk ret, har forelagt EU-Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af unionsborgerskabet i artikel 20 i EUF-Traktaten (herefter TEUF) sammenholdt med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter Chartret).
Spørgsmålet omhandler, hvorvidt en myndig unionsborger, der opholder sig i det land, hvor han er statsborger, har en ret til familiesammenføring med sin far, mor og to brødre, der er tredjelandsstatsborgere, i en situation, hvor unionsborgeren ikke har benyttet sin ret til fri bevægelighed.
Det centrale spørgsmål i sagen er, om en unionsborger, der bor i den stat, hvor han er statsborger, og som aldrig har benyttet retten til fri bevægelighed, har ret til familiesammenføring med tredjelandsstatsborgerfamiliemedlemmer, der er henholdsvis slægtninge i opstigende linje samt andre familiemedlemmer, herunder om afslag på familiesammenføring i den beskrevne situation vil have den virkning, at han reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som han er tillagt ved statussen som unionsborger.
Sagens betydning for dansk ret
Det skal indledningsvis bemærkes, at der efter Justitsministeriet opfattelse er tale om en rent intern situation.
Det fremgår af opholdsdirektivets (direktiv 2004/38) artikel 3, stk. 1, at direktivet finder anvendelse på enhver unionsborger, der rejser til eller tager ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, samt familiemedlemmer som defineret i artikel 2, nr. 2, der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne. Kreshnik Ymeraga har ikke benyttet retten til fri bevægelighed, hvorfor hans familiemedlemmer ikke er familiemedlemmer til en i opholdsdirektivets forstand berettiget person, jf. opholdsdirektivets artikel 3, stk. 1.
Opholdsdirektivet finder således ikke anvendelse på sagsøgerens situation, idet der som nævnt er tale om en rent intern situation.
Justitsministeriet vil afgive indlæg til støtte for det synspunkt, at opholdsdirektivet ikke finder anvendelse i den foreliggende situation, da der er tale om en rent intern situation, idet unionsborgeren ikke har benyttet sin ret til fri bevægelighed og således ikke er en berettiget person i henhold til opholdsdirektivets artikel 3. Hans familiemedlemmer kan derfor heller ikke anses for berettigede personer i henhold til opholdsdirektivet. Der vil endvidere blive gjort gældende, at traktatbestemmelserne om unionsborgerskabet (TEUF artikel 20 og 21, stk. 1), herunder EUDomstolens praksis i sag C-34/09, Zambrano, ikke finder anvendelse i den pågældende situation, idet unionsborgere, der er myndige og efter det oplyste ikke forsørges af familiemedlemmerne, ikke fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet, såfremt familiemedlemmerne ikke meddeles en opholdsret. Endvidere vil det blive anført, at Chartret ikke finder anvendelse.
Forelæggende Ret: Cour Administrative (Luxembourg)
Retsgrundlag: Art. 20 TEU
Referencer: --
Samling af Afgørelser: --
Dokumenter fra Domstolen: Link til CURIA
Anmodning om præjudiciel afgørelse af 20. februar 2012
Generaladvokatens forslag til afgørelse af -
Folketingets dokumenter:
Mundtlig orientering på EUU-møde om væsentlige, verserende retssager:
Dagsorden for møde i Europaudvalget d. 17. oktober 2012
Offentligt referat af Europaudvalgets møde 17/10-12
Alm. del (12) – bilag 65 af 12. november (side 154)
Bilag/udvalgsspørgsmål:
Afgivelse af indlæg i EU-Domstolens præjudicielle sag C-87/12, Ymeraga m.fl.
Alm. del (11) – bilag 460 af 29. maj 2012