C-63/12 Kommissionen mod Rådet - lønjustering (DOM)
NB Dom afsat den 19. november 2013 - se nedenfor
Kommissionen har anlagt sag mod Rådet (sag C-63/12) med påstand om annullation af Rådets afgørelse 2011/866/EU af 19. december 2011 om Kommissionens forslag til Rådets forordning om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2011 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner.
Ligeledes har Rådet anlagt sag mod Kommissionen (sag C-66/12) med principal påstand om annullation af Kommissionens meddelelse KOM (2011) 0829 af 24. november 2011 og Kommissionens forslag til Rådets forordning om tilpasning med virkning fra den 1. juli 2011 af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte ved den Europæiske Union samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (KOM (2011) 0820). Subsidiært har Rådet nedlagt påstand om, at Kommissionens undladelse af at forelægge Rådet og Parlamentet et passende forslag på grundlag af artikel 10 i bilag XI til Personalevedtægten udgør en tilsidesættelse af traktaterne.
På baggrund af udviklingen i den økonomiske og sociale situation i Unionen anmodede Rådet i november 2011 Kommissionen om i medfør af undtagelsesbestemmelsen i artikel 10 i bilag XI til Personalevedtægten at fremlægge et passende forslag til den årlige løntilpasning i 2011. Det fremgår af artikel 10, at Kommissionen i tilfælde af en pludselig og alvorlig forværring af den økonomiske situation i Unionen kan fravige resultatet af den almindelige lønjusteringsmetode.
Kommissionen fremlagde imidlertid senere i november 2011 på baggrund af den almindelige lønjusteringsmetode forslag til en lønstigning for de EU-ansatte for perioden 1. juli 2010 til 1. juli 2011 på 1,7 pct. Rådet besluttede herefter i december 2011 (Rådets afgørelse 2011/966/EU) ikke at vedtage Kommissionens forslag. Fra Rådets side blev det fremført, at betingelserne for at bringe undtagelsesbestemmelsen i Personalevedtægtens bilag XI artikel 10 i anvendelse var opfyldt.
Kommissionen har på baggrund heraf lagt sag an mod Rådet ved EU-Domstolen (sag C-63/12) med påstand om annullation af Rådets afgørelse. Kommissionen har gjort gældende, at Rådet har en bunden kompetence i henhold til Personalevedtægten og derfor har en forpligtelse til at godkende Kommissionens forslag til lønregulering for de EU-ansatte, såfremt Kommissionen finder, at undtagelsesbestemmelsen ikke skal tages i anvendelse. Fra Rådets side har man ligeledes anlagt sag mod Kommissionen (sag C-66/12) med påstand om annullation af Kommissionens meddelelse (COM (2011) 829), hvori Kommissionen afviser at tage undtagelsesbestemmelsen i anvendelse, idet betingelserne herfor – ifølge Rådet – var opfyldte. Subsidiært har Rådet nedlagt påstand om, at Kommissionens undladelse af at forelægge Rådet og Parlamentet et passende forslag på grundlag af artikel 10 i bilag XI til Personalevedtægten udgør en tilsidesættelse af traktaterne.
Den danske interesse i sagerne:
Fra dansk side kan man støtte op om Rådets argumentation, herunder vedrørende Rådets kompetence til at vurdere, hvorvidt den almindelige metode til regulering af de EU-ansattes løn kan fraviges i lyset af den økonomiske og sociale situation i Unionen.
Det vurderes, at sagerne har principiel betydning for Danmark, idet der rejses spørgsmål om, hvorvidt Rådet kan have indflydelse på de årlige justeringer af EUansattes lønninger og dermed om, hvorvidt konsolideringsbestræbelserne i medlemslandene skal afspejles på EU-niveau.
Retsgrundlag: Afgørelse 2011/866/EU
Referencer: --
Samling af Afgørelser: --
Dokumenter fra Domstolen: Link til CURIA
Sag anlagt den 7. februar 2012
Generaladvokatens forslag til afgørelse af 12. september 2012 (kun på fransk)
Dom af 19. november 2013 (kun på fransk)
Folketingets dokumenter:
Mundtlig orientering på EUU-møde om væsentlige, verserende retssager:
Dagsorden for møde i Europaudvalget d. 20. september 2013
Offentligt referat af Europaudvalgets møde 20/9-13
Alm. del (13) – bilag 29 (s. 1629-30)
Bilag/udvalgsspørgsmål:
Notat om intervention i EU-Domstolens sager C-63/12 og C-66-12 om lønjustering for EU-ansatte
Alm. del (11) – bilag 475 af 8. juni 2012