Hjælpemenu

Hovedmenu

C-95/11 Kommissionen mod Danmark (momsgrupper) (DOM)

Dom i traktatkrænkelsessag ved Domstolen

NB Dom afsagt den 25. april 2013 - se nedenfor

Kommissionen har den 25. februar 2011 stævnet Danmark for overtrædelse af Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem med følgende påstand: Det statueres, at Kongeriget Danmark ved at give ikke-afgiftspligtige personer mulighed for at deltage i en momsgruppe, har tilsidesat sine forpligtelser efter artikel 9 og 11 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem.”.

Momslovens § 47, stk. 4, 1. pkt., muliggør, at flere afgiftspligtige personer, der udelukkende driver registreringspligtig virksomhed, efter anmodning kan registreres under ét. Ikke-afgiftspligtige personer kan imidlertid også, under visse betingelser, få tilladelse til at blive registreret under ét med afgiftspligtige personer, jf. § 47, stk. 4, 2.-4. pkt.

Det er Kommissionens opfattelse, at henvisningen til "personer", som i henhold til momssystemdirektivets artikel 11 kan indgå i en såkaldt momsgruppe, udelukkende omfatter afgiftspligtige personer som omhandlet i direktivets artikel 9, stk. 1. Det er Kommissionens holdning, at det vil indebære en udvidelse af begrebet ”afgiftspligtig person”, hvis ikke-afgiftspligtige personer får mulighed for at indgå i momsgrupper. Derfor konkluderer Kommissionen, at de danske regler er i strid med momssystemdirektivets artikel 11, idet de tillader, at der i momsgrupper kan deltage ikke-afgiftspligtige personer. Kommissionen henviser til støtte for dette synspunkt blandt andet til bestemmelsens ordlyd og formål, og til Generaladvokat Van Gervens forslag til afgørelse i sag C-60/90, Polysar.

Det er Regeringens opfattelse, at der hverken i ordlyden af momssystemdirektivets artikel 11, forarbejderne til den tidligere gældende, enslydende bestemmelse i 6. momsdirektiv, eller i praksis fra Domstolen er støtte for Kommissionens synspunkter.

Momssystemdirektivets artikel 11 beskriver de mulige deltagere i en momsgruppe som "personer" og ikke som "afgiftspligtige personer". Sidstnævnte begreb anvendes ellers konsekvent, når der i direktivet henvises hertil. Da udtrykket "personer" endvidere i andre bestemmelser i direktivet anvendes som en samlebetegnelse for afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige personer, må ordlyden fortolkes derhen, at det er muligt at lade ikke-afgiftspligtige personer deltage i en momsgruppe.Forarbejderne til bestemmelsen forudsætter heller ikke, at alle deltagere i en momsgruppe skal være afgiftspligtige personer.

Forarbejderne kræver blot, ligesom ordlyden, en tilknytning mellem de deltagende personer af finansiel, økonomisk og organisatorisk art. Dette krav er der taget højde for i momslovens § 47, stk. 4, 3. pkt.

Retsgrundlag: Direktiv 2006/112/EF

Referencer: --

Samling af Afgørelser: --

Dokumenter fra Domstolen: Link til CURIA

Sag anlagt den 28. februar 2011

Generaladvokatens forslag til afgørelse af -

Dom af 25. april 2013


Folketingets dokumenter:

Bilag/udvalgsspørgsmål:
Traktatkrænkelsessag C-95/11, bestemmelser om momsgrupper
Alm. del (10) – bilag 403 af 16. maj 2011

Dansk interventionsindlæg i 5 traktatkrænkelsessager om momsgrupper
Alm. del (10) – bilag 542 af 22. august 2011