EU-topmøde - økonomisk politik

På et pressemøde med EU's faste formand, Herman Van Rompuy, og Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, blev resultatet af dagens drøftelser blandt stats- og regeringscheferne fremlagt.
EU-topmødets første dag havde været helliget drøftelser af den økonomiske politik og specielt den aktuelle situation i euroområdet.
Situationen i euroområdet
Stats- og regeringscheferne vedtog på EU-topmødets første dag en række konklusioner om de tre eurolande under et EU/IMF-støtteprogram - Irland, Portugal og Grækenland.
Hvad angår Irland, så hilste stats- og regeringscheferne gennemførelsen af det irske reformprogram velkomment. Programmet var efter deres mening på rette spor. Den nyvalgte portugisiske regerings stærke engagement i gennemførelsen af dets reformprogram blev også hilst velkomment.
Fokus havde naturligvis været på situationen i Grækenland, hvor stats- og regeringscheferne anerkendte de betydelige fremskridt, der var opnået i løbet af det seneste år. Stats- og regeringscheferne betingede sig dog, at Grækenland vedtager reformforanstaltningerne i løbet af næste uge, hvis næste del at lånerammen skal frigives, så Grækenland kan imødekomme finansieringsbehovet i juli måned. Stats- og regeringscheferne opfordrede de poltiske partier i Grækenland til at støtte op om tiltagene og sikre en grundig gennemførelse af reformprogrammet. EU's finansministre blev opfordret til at afklare de udestående elementer, så en vedtagelse kan ske i starten af juli.
Behovet for eventuel yderligere økonomisk støtte til Grækenland blev dog også drøftet af stats- og regeringscheferne, hvor et eventuelt nyt nyt støtteprogram vil være baseret på deltagelse af eurolandene og IMF med offentlig og privat finansiering. En græsk vedtagelse af de nævnte reformforanstaltninger var dog også en forudsætning for yderligere drøftelser af et nyt låneprogram.
Europæiske Semester
Stats- og regeringscheferne godkendte også Europa-Kommissionens forslag til de såkaldte landespecifikke økonomiske anbefalinger under det Europæiske Semester, hvor der ifølge Herman Van Rompuy ikke var sket en udvanding af anbefalingerne. Bolden ligger nu hos medlemslandene, der skal tage anbefalingerne i betragtning ved udarbejdelse af de nationale budgetter og reformplaner for 2012.
De nationale tiltag under den såkaldte europluspagt var også blevet drøftet, og her var deltagerlandene enige om, at den næste omgang af forpligtigelser bør være mere ambitiøse og konkrete.
Økonomisk styring
Den samlede pakke af seks forslag til styrkelse af den økonomiske styring - primært bestående af tiltag til opstramning af stabilitets- og vækstpagten samt overvågning og korrektion af makroøkonomiske ubalancer - var også blevet behandlet på EU-topmødets første dag. Pakken skal vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet, men der er endnu ikke opnået fuld enighed om alle elementerne i pakken. Rompuy kunne dog oplyse, at der på nuværende tidspunkt var enighed om 95 procent af teksten, så en endelig aftale var indenfor rækkevidde.
Stats- og regeringscheferne fik også tid til at tilslutte sig den reviderede tekst om den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet samt traktatteksten for den fremtidige europæiske stabilitetsmekanisme (ESM).
Fredagens drøftelser
På EU-topmødets anden dag skal stats- og regeringscheferne drøfte EU's sydlige nabolande - specielt Syrien og Libyen - samt fredsprocessen i Mellemøsten. Migration og den frie bevægelighed under Schengen-regelsættet samt optagelsen af Kroatien står også på fredagens dagsorden.