EU-topmøde - Europa-Parlamentets synspunkter

Traditionen tro har Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering, præsenteret Det Europæiske Råd for Europa-Parlamentets synspunkter på de berørte emner. Europa-Parlamentets formand holdt efterfølgende en pressekonference.
Refleksionsgruppen
Adspurgt om nødvendigheden af en reflestionsgruppe svarede Europa-Parlamentets formand, at EU's fremtid jo altid var vigtig, men at refleksionsgruppen ikke var en topprioritet for Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet ville dog ikke stå i vejen for en sådan gruppe, og formanden fandt det endvidere vigtigt, at en person med et tæt forhold til Europa-Parlamentet blev tilknyttet gruppen.
Kosovo
På spørgsmålet om Kosovos fremtidige status understregede Europa-Parlamentets formand vigtigheden af, at EU står samlet. På spørgsmålet om Serbiens relationer til EU bekræftede formanden, at Serbien har et europæisk pespektiv - og på længere sigt en fremtid i EU. Ifølge formanden kunne således både Kosovo og Serbien være fremtidige medlemmer af EU.
Hvad angår øvrige emner, så udtrykte formanden tilfredshed med finansieringsløsningen for satellitnavigationsprogrammet Galileos over EU's budget. Han hilste også udvidelsen af Schengenområdet med ni af de nye medlemslande den 21. december 2007 velkommen. På spørgsmålet om muligheden for en globalt bindenede klimaaftale oplyste formanden, at han stadig var optimistisk mht. en bevægelse i den amerikanske holdning. Mellemøsten blev også nævnt som en topprioritet for Europa-Parlamentet, hvor EU's egen historie kunne bruges som en model for fredsskabelsen.
Endelig viderebragte formanden appellen fra den nylige prisvinder af Europa-Parlamentets Sakharov-pris, Salih Mahmoud Mohamed Osman, om at sende europæiske og internationale styrker til Darfur.