EU-topmøde indledt

EU's stats- og regeringschefer er ankommet til fredagens EU-topmøde i Bruxelles. Topmødet er afkortet til en enkelt dag pga. gårsdagens underskriftscermoni i Lissabon, hvor EU's nye Lissabontraktat formelt blev godkendt.
Topmødets fokus forventes at koncentrere sig om følgende tre hovedpunkter: en erklæring om globaliseringen, nedsættelse af en refleksionsgruppe samt spørgsmålet om Kosovos fremtidige status.
Erklæring om globaliseringen
Stats- og regeringscheferne forventes at vedtage en erklæring, der udstikker pejlemærkerne for, hvordan EU kan drage størst mulig fordel af globaliseringen. Både EU's interne og eksterne politikker skal tilpasses globaliseringens udfordringer og muligheder. Lissabon-strategien er i denne sammenhæng central, herunder en fortsat udvikling af det indre marked, men reformer på både EU og nationalt niveau vil fortsat være påkrævet. Klimaforandringer er i sagens natur globale, og her vil EU leve op til de mål for energi- og klimapolitikken som blev sat på forårstopmødet i marts 2007. EU vil arbejde for en global klimaaftale til afløsning af Kyoto efter 2012, hvor specielt USA, Rusland, Kina, Indien og Brasilien vurderes som nødvendige deltagere. En global handelsaftale under WTO's Doha-runde vurderes også som værende helt central i lyset af globaliseringen. Migration er en anden global udfordring. EU vil arbejde for en omfattende europæisk migrationspolitik, så potentialet i en balanceret migration kan udnyttes til EU's fordel.
Refleksionsgruppe
Topmødet forventes også at munde ud i et mandat for en såkaldt refleksionsgruppe. Gruppen skal analysere, hvordan EU håndterer de udfordringer og muligheder, både internt og eksternt, som EU står overfor i et langsigtet perspektiv (2020-2030). Der er på forhånd lagt op til, at gruppen ikke skal beskæftige sig med traktatmæssige eller institutionelle ændringer. EU's næste finansielle ramme, de såkaldte finansielle perspektiver, holdes ligeledes uden for gruppens mandat. Refleksionsgruppen forventes at fremlægge en rapport for Det Europæiske Råd på EU-topmødet i juni 2010.
Kosovo
Spørgsmålet om Kosovos eventuelle uafhængighed og nuværende uafklarede status ventes at blive et centralt emne på topmødet. Den nuværende situation vurderes af EU som værende uholdbar. Forhandlingerne under den såkaldte trojka (EU, USA og Rusland) har ikke ført til noget resultat, men EU vil fortsat påtage sig en ledende rolle i bestræbelserne på at finde en løsning for Kosovo.
Program
EU's stats- og regeringschefer vil under den første arbejdssession diskutere nedsættelsen af refleksionsgruppen samt globaliseringserklæringen. Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, vil under denne del også kommentere Kommissionens meddelelse "Toward a Common Immigration Policy".
Under den fælles frokost med udenrigsministrene vil spørgsmålet om Kosovo blive diskuteret. EU's såkaldte høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedpolitik, Javier Solana, vil endvidere orientere om situationen i Iran.
Den anden arbejdssession vil koncentrere sig om at opnå enighed om formuleringen af topmødets endelige konklusioner.