Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - Polen afviser kompromis som det eneste land

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning
Jo Leinen orienterer om det foreløbige sammenbrud i forhandlingerne
Jo Leinen orienterer om det foreløbige sammenbrud i forhandlingerne

Fredag aften afviste Polen at acceptere formandskabets kompromis angående magtfordelingen i den nye traktat. Alle andre problemer er blevet løst i dagens forhandlinger og formandskabet ’truer’ nu med at afslutte topmødet og i stedet fortsætte forhandlingerne om det udestående polske problem på en regeringskonference.

Formandskabet havde forslået, at man sænkede grænsen for blokerende mindretal, at et land kunne forlange forhandlingen af et forslag udsat, og at man ikke indførte forfatningstraktatens stemmefordeling før i 2014.

Denne kompromispakke afviste Polen imidlertid.

Ifølge, Jo Leinen, formand for Europa-Parlamentets forfatningsudvalg, har formandskabet nu meddelt, at man ikke mener at kunne nå længere på dette topmøde i forhold til en løsning af det polske problem.

Formandskabet vil derfor videreføre forhandlinger på en snarlig regeringskonference. Ifølge Jo Leinen har dagens forhandlinger ført til løsninger af alle andre problemer og Polen er nu det eneste land, som ikke kan acceptere formandskabets kompromisforslag.

Holland har fået opfyldt sine krav om mere magt til de nationale parlamenter og ingen symboler i den nye traktat. Holland er også blevet imødekommet ved, at Københavnskriterierne indsættes i en erklæring til traktaten.

Storbritannien har fået en præcisering af, at Charteret for Grundlæggende Rettigheder alene kan gøres gældende i forhold til EU-lovgivning og ikke i forhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. Storbritannien har således accepteret, at EU får en fælles udenrigsminister, og at den nye traktat indeholder en henvisning til Charteret, der dermed gøres juridisk bindende.

Stats- og regeringscheferne spiser nu middag sammen. Det er muligt, at Polen under middagen opbløder sin position. Hvis det ikke sker, slutter EU-topmødet formentligt i aften uden en endelig aftale.

Yderligere information

EU-Oplysningens temaside om EU-topmødet