Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - Polen accepterer et nyt kompromisudspil

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning
Aktivitet ved kopimaskine efter sidste kompromisudspil kom i cirkulation
Aktivitet ved kopimaskine efter sidste kompromisudspil kom i cirkulation

Polen har tilsyneladende fredag nat accepteret et nyt kompromisudspil omkring stemmefordelingen i Rådet. Kompromisudspillet blev efter sigende forhandlet på plads med Polen af Storbritannien, Frankrig, Luxembourg og Spanien.

Den nye aftale skulle betyde, at Nice-traktatens stemmeregler bevares ind til 2014, hvorefter forfatningstraktatens såkaldte dobbelte flertal (55 procent af medlemslandene samt 65 procent af EU's befolkning) vil træde i kraft. Der vil dog være en overgangsperiode fra 2014 til 2017, hvor et medlemsland kan kræve, at Nice-traktatens stemmeregler skal anvendes på et konkret forslag.

Aftalen indeholder endvidere en såkaldt "Ioannina-mekanisme", der gør det muligt for et mindretal af EU-lande at gennemtvinge en genovervejelse af et forslag.

De resterende EU-lande skal nu tage stilling til, om de kan godkende de nye indrømmelser til Polen. Det forventes, at der nu vil komme en tredje udgave af det såkaldte mandatudspil for regeringskonferencen, der skal udfærdige den nye reformtraktat. En eventuel endelig samlet aftale forventes derfor ikke på plads før lørdag morgen.

Yderligere information

EU-Oplysningens temaside om EU-topmødet