Afslutning på EU-topmødet i Lahti
Det uformelle EU-topmøde i Lahti Finland blev her til aften afsluttet med en pressekonference med deltagelse af det finske EU-formandskab, repræsenteret af premierminister Vanhanen, Europa-Kommissionsformanden Barroso samt den russiske præsident Putin.
Aftenens diskussioner med Putin havde bekræftet det gensidige afhængighedsforhold mellem EU og Rusland på energiområdet.
Ifølge kommissionsformanden var der tale om en positiv gensidig afhængighed, og EU ser gerne, at forholdet til Rusland udbygges på andre områder end energi. Det er dog vigtigt, at det bygger på fælles værdier og dagens diskussioner har, ifølge kommissionsformanden, således lagt grunden for den næste fase i udviklingen af samarbejdet med Rusland. For Barroso var det vigtigt at undgå en politisering af energispørgsmålet - "energi skal ikke dele Europa og Rusland som kommunismen engang gjorde" udtalte kommissionsformanden.
Den finske premierminister kunne supplere med, at forhandlingerne om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale med Rusland kunne indledes indenfor kort tid.
Den russiske præsident Putin kunne bekræfte, at der nu var basis for at opnå enighed om en fælles tilgang og principperne for de videre forhandlinger. Energidialogen er nu indledt, og for præsident Putin er Rusland og EU naturlige energipartnere.