Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - Europa-Parlamentets synspunkter

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning

Europa-Parlamentets formand (tv)
Europa-Parlamentets formand (tv)

Formanden for Europa-Parlamentet, Hans-Gert Pöttering, har fremlagt Parlamentets betragtninger angående de punkter, som EU's stats- og regeringschefer skal behandle på topmødet.

Økonomiske og finansielle krise

Europa-Parlamentets formand gav udtryk for, at Europa-Parlamentet ønsker, at Europa-Kommissionen fremsætter yderligere forslag til en omfattende reform af det finansielle tilsyn. I den forbindelse finder Parlamentet, at Den Europæiske Centralbank kan spille en central rolle.

Parlamentet henstiller til, at G20-topmødet i London den 2. april 2009 ikke blot fokuserer på kortfristede tiltag som reaktion på den finansielle krise, men også arbejder hen imod en international aftale om mere langsigtede løsninger. Den britiske premierminister, Gordon Brown, vil besøge Europa-Parlamentet den 24. marts i Strasbourg for at drøfte det kommende G20-topmøde.

Formanden påpegede endvidere, at den økonomiske krise ikke afhælpes ved at afskære markederne fra konkurrence og ty til protektionisme, men at åbne markeder, både i EU og globalt, er medvirkende til at overkomme krisen. Parlamentsformanden mente, at den økonomiske krise har gjort euroen attraktiv for de medlemslande, der ikke deltager i eurosamarbejdet. Ifølge formanden var det dog vigtigt, at konvergenskriterierne for eurodeltagelse opretholdes. 

Klimaforandringer

Formanden for Europa-Parlamentet ønsker mere fremdrift i processen mod FN-klimatopmødet til december 2009 i København. Vedtagelsen af EU's energi- og klimapakke i december 2008 var et vigtigt skridt på vejen. Pöttering henviste i den forbindelse også til Europa-Parlamentets betænkning: "2050: Fremtiden begynder i dag" som et bidrag til at opnå en global klimaaftale i København.

Formanden opfordrer derfor til, at Europa-Kommissionen får til opgave at udarbejde en omfattende handlingsplan - underbygget med pålidelig statistik - over finansieringen af klimatilpasningspolitikken.

Østpartnerskab

Europa-Parlamentet anser tætte forbindelser med landene i Østpartnerskabet som værende af vital politisk, økonomisk og strategisk betydning. Europa-Parlamentet har derfor valgt at supplere  partnerskabet med en parlamentarisk dimension.

Lissabontraktaten

Europa-Parlamentets formand indstiller til, at stats- og regeringscheferne på EU-topmødet til juni kan få afklaret den endelige formulering og karakter af de juridiske præciseringen, som den irske regering fik opbakning til på EU-topmødet i december 2008.

Efter valget til Europa-Parlamentet den 4.-7. juni 2009 vil det nye parlament træde sammen og konstituere sig den 14. juli. Europa-Parlamentet ønsker allerede den 15. juli at godkende den kandidat, som Rådet indstiller som formand for Europa-Kommissionen. Det forudsætter, at stats- og regeringscheferne skal afklare spørgsmålet på EU-topmødet den 18.-19. juni 2009.

Yderligere information