EU-topmøde - Europa-Parlamentets synspunkt

Formanden for Europa-Parlamentet, Hans-Gert Pöttering, har fremlagt Parlamentets betragtninger angående den nuværende situation efter det irske nej til Lissabontraktaten.
Formanden beklagede udfaldet af den irske folkeafstemning, men respekterer samtidig det irske folks afgørelse. Lissabontraktaten vil ifølge Pöttering føre til en mere demokratisk, forståelig, effektiv, direkte og gennemsigtig beslutningsproces i EU. Hertil kommer en større indflydelse til Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter samt det såkaldte borgerinitiativ, hvor en million EU-borgere kan opfordre Europa-Kommissionen til at stille forslag på et givent område.
Formanden påpegede, at man på den anden side også skal respektere de 19 medlemslande der allerede har godkendt (ratificeret) Lissabontraktaten. Det er derfor Europa-Parlamentets holdning, at de resterende syv medlemslande skal fortsætte den nationale ratifikation af Lissabontraktaten. Europa-Parlamentets formand hilste i den forbindelse gårsdagens ratifikation i Storbritannien velkommen.
Pöttering slog fast, at der nu må findes en løsning sammen med Irland, hvor alle parter må udvise forståelse og fleksibilitet. Formanden erindrede dog også om, at det er Europa-Parlamentets holdning, at der ikke kan ske fremtidige udvidelser af EU med det gældende traktatgrundlag, med undtagelse af Kroatien.