Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - Europa-Parlamentet

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning

Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, har afholdt en pressekonference, hvor han fremlagde Europa-Parlamentets synspunkter på de sager, som stats- og regeringscheferne skal drøfte på EU-topmødet.

Bankunion

Etableringen af en bankunion var ifølge formanden en vigtig prioritet, han havde dog helst set, at det var sket med Europa-Parlamentet som medlovgiver. Han advarede samtidig mod en opsplitning af eurolande og ikke-eurolande og insisterede på, at alle lande med en forpligtigelse til at indføre euroen blev involveret i processen i forbindelse med en kommende bankunion. Det efterlader så umiddelbart Danmark og Storbritannien, der er de to eneste lande, der ikke er forligtigede til at indføre euroen grundet et egentligt euroforbehold. 

Schultz oplyste, at han ville komme med et forslag til, hvordan man skulle forholde sig til medlemslande, der definitivt ikke ønsker at deltage i visse dele af samarbejdet.

ØMU-rapport

Rapportens forslag om et separat budget for eurolandene var ifølge Europa-Parlamentets formand et velkomment tiltag, hvis formålet var at stabilisere euroområdet på linje med bl.a. euroobligationer, men det måtte ikke lede til et parallelt budget i forhold til EU's generelle budget.

Den finansielle transaktionsskat, som 11 eurolande ønsker at indføre som et såkaldt forstærket samarbejde, har været nævnt som en mulig kilde til finansiering af et eventuelt eurobudget. Parlamentsformanden var en varm fortaler for transaktionsskatten, som han også så som et udtryk for en slags social retfærdighed.

Formanden bemærkede i øvrigt, at han burde deltage i udarbejdelsen af den sidste rapport om styrkelse af ØMU'en på linje med Herman Van Rompuy's øvrige medforfattere - formanden for Kommissionen, ECB og eurogruppen. Det ville ifølge formanden give arbejdet med formuleringen af EU's fremtid større legitimitet.

Generelt ønskede Europa-Parlamentet også en større demokratisk rolle i forbindelse med de nye procedurer der er blevet indført. Her nævnte formanden muligheden for regelmæssigt at indkalde repræsentanter fra den såkaldte trojka (Kommissionen, ECB og IMF), formanden for den nyoprettede europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) samt formanden for ECB's kommende fælles banktilsyn til at besvare spørgsmål i Europa-Parlamentet.

Foruden de fire byggesten i Herman Van Rompuy's ØMU-rapport (en integreret finansiel ramme, budgetramme, ramme for økonomisk politik samt demokratisk legitimitet og ansvarlighed) havde Martin Schulz i sin tale til stats- og regeringscheferne også argumenteret for en femte byggested - en socialpagt - der kunne adressere de sociale problemer som den finansielle krise havde medført.

På spørgsmålet om mulige traktatændringer som følge af styrkelsen af ØMU'en og nedsættelse af det forberedende konvent var Schulz af den overbevisning, at det i givet fald var bedst at vente til efter valget til Europa-Parlamentet til juni 2014.

Vækst- og beskæftigelsespagt

Endelig opfordrede Europa-Parlamentets formand også til, at EU's stats- og regeringschefer levede op til de fine ord i pagten og fik gennemført de forskellige elementer i pagten.

Yderligere information