Dokumenter
EU-topmøde - euroområdets stabilitet
Det altoverskyggende emne på EU-topmødet den 16.-17. december 2010 er sikring af euroområdets stabilitet som helhed, hvilket stats- og regeringscheferne vil opnå ved at etablere en såkaldt permanent krisemekanisme til hjælp for eurolande i gældsproblemer. Etableringen af mekanismen forudsætter en ændring af EU's traktater, hvor mødet derfor skal anvendes til at finde den konkrete formulering af denne traktatændring.
Hvad er en permanent krisemekanisme?
Krisemekanismen er tiltænkt den situation, hvor et euroland får alvorlige vanskeligheder ved at refinansiere den offentlige gæld grundet de finansielle markeders manglende tiltro til landets betalingsevne og deraf følgende krav om en risikopræmie i form af høje renter på udlånene. Den forhøjede rentebyrde, på en i forvejen meget stor offentlig gæld, kan være med til bringe et euroland i knæ. Idéen bag mekanismen er så, at EU (primært eurolandene) via mekanisme kan garantere for det pågældende eurolands låneoptagelse, hvorved renteomkostningerne kan bringes ned på et mere overkommeligt niveau.
Hvis et euroland ønsker at gøre brug af mekanismen, skal de øvrige eurolande slutte op om denne beslutning og anvendelse af mekanismen forudsætter, at det pågældende euroland lever op til en række betingelser for at bringe eurolandet på ret kurs igen.
EU har på nuværende tidspunkt faktisk både en såkaldt europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme og en europæisk finansiel stabiliseringsfacilitet, men det er her det "permanente" element kommer ind. Faciliteten som er etableret af eurolandene er af midlertidig karakter og udløber i juni 2013. Faciliteten er så at sige etableret uden om EU's traktatgrundlag som en aftale mellem eurolandene. Stats- og regeringscheferne ønsker derfor at indføre muligheden for at etablere en sådan mekanisme i traktaten og samtidig give den en permanent karakter. Det er så meningen, at både den nuværende europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme og den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet skal ophøre i juni 2013.
Hvordan skal mekanismen så komme på plads?
Det første skridt er som sagt en traktatændring, hvor muligheden for at etablere krisemekansimen skal indføjes i traktaten. Det er forventningen, at tilføjelsen vil blive ført ind Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmådes artikel 136, der omhandler sikring af den økonomiske og monetære unions rette virkemåde.
En traktatændring er nomalt en større omgang, men med Lissabontraktaten, der trådte i kraft den 1. december 2009, har man indført muligheden for en såkaldt forenklet revisionsprocedure, hvilket er beskrevet i EU-traktatens artikel 48, stk. 6. Bestemmelsen gør det muligt for EU's stats- og regeringschefer med enstemmighed at vedtage en afgørelse om ændring af traktaten uden at skulle nedsætte et såkaldt konvent eller afholde en regeringskonference, hvilket er den normale procedure ved traktatændringer. Det er dog en forudsætning for anvendelse af proceduren, at traktatændringen ikke udvider EU's kompetencer.
Europa-Parlamentet skal høres om traktatændringen og stemmer i dag om en betænkning om krisemekanismen.
Afgørelsen om at ændre traktaten skal så efterfølgende godkendes (ratificeres) i de enkelte medlemslandes nationale parlamenter - herunder Folketinget. Det er forventningen, at denne godkendelsesprocedure kan være afsluttet inden udgangen af 2012, så traktatændringen kan træde i kraft fra 1. januar 2013.
Foruden selve traktatændringen er der også spørgsmålet om udformningen af krisemekanismen. Her har eurolandene på et møde den 28. november 2010 udlagt en række overordnede principper for mekanismen i en fælles erklæring.
Der er dog til en vis grad stadig et spørgsmål om omfanget af den private sektors inddragelse og risiko for gældsnedskrivelse i ordningen. Visse lande har også udtrykt ønsker om muligheden for udstedelse af egentlige fælles eurostatsobligationer.
Den endelige udformning af krisemekanismen vil først ske på et senere tidspunkt, men der er lagt op til, at også ikke-eurolande, som Danmark, kan deltage i de enkelte lånepakker der udstedes på baggrund af mekanismen på ad-hoc-basis.
Baggrund
Den offentlige gældskrise i Grækenland førte i maj 2010 til etableringen af dels den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, hvor alle EU-landene bidrager, samt den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet, hvor kun eurolandene bidrager. Den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet kan stille garantier for op til 440 mia. euro, hvorimod den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme råder over mere beskedne 60 mia. euro.
Mekanismen og faciliteten er tiltænkt eurolande, der som Grækenland og Irland oplever store vanskeligheder og omkostninger i forbindelse med at overholde de offentlige gældsforpligtigelser.
Den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet er af midlertidig karakter og udløber i juni 2013, hvilket har bragt arbejdet med en permanent krisemekanisme på EU's dagsorden. Etableringen af en sådan permanent krisemekanisme kræver en traktatændring, hvilket EU's stats- og regeringschefer netop skal vedtage på EU-topmødet.