EU-topmøde - status på førstedagen

Det finske formandskab, repræsenteret af premierminister Matti Vanhanen, flankeret af formanden for Europa-Kommissionen, José Manuel Barroso, og den høje repræsentant for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Javier Solana afholdte her til aften en pressekonference efter dagens drøftelser.
Formandskabet kunne fastslå, at der på migrationsområdet var opnået enighed om en omfattende migrationspakke. På området for retlige og indre anliggender var der enighed blandt stats- og regeringscheferne om behovet for yderligere handlingsmuligheder bl.a. på områder som terrorisme og migration. Ifølge formandskabet forventer EU's borgere handling - en forventning som EU ikke kan leve op til på nuværende tidspunkt.
Formandskabets bilaterale konsultationer med EU's medlemslande havde afsløret, at de fleste af EU's medlemslande ønsker store dele af forfatningstraktaten gennemført i en eller anden form. Formandskabet kunne således spore en mere aktiv tilgang i medlemslandene omkring spørgsmålet om EU's institutionelle reform.
På udvidelsesområdet understregede formandskabet, at EU står ved sine forpligtigelser, men den endelige optagelse afhænger af kandidatlandets indfrielse af optagelseskriterierne. EU lukker ingen døre for fremtidige medlemslande, men optagelseskriterierne skal være opfyldte, og EU skal stadig være i stand til at agere efter en udvidelse. Det EU-perspektiv som Vestbalkan er stillet i sigte blev bekræftet af formandskabet.
Kommissionsformanden Barroso kunne efter dagens drøftelser konstatere en ny konsensus omkring udvidelsesprocessen, hvor de såkaldte tre C'er - Consolidation, Conditionality og Communication danner udgangspunktet. Det betyder at EU skal kunne fungere effektivt efter en udvidelse (consolidation). Kriterierne for optagelse skal opfyldes over hele linjen, og EU kan ikke opbløde betingelserne (conditionality). Endelig kræver udvidelser tilslutning blandt EU's borgere, hvilket sætter EU's evne til at kommunikere de potentielle fordele i højsædet (communication).
Kommissionsformanden understregede, at Tyrkiet ikke var blevet drøftet. Beslutningen blandt EU's udenrigsministre den 11. december om kursen over for Tyrkiet var, ifølge kommissionsformanden, både troværdig og fair og illustrerede netop den nyfundne konsensus.
Solana kunne oplyse, at situationen i Mellemøsten og Afghanistan var blevet diskuteret.
Fredagens drøftelser vil primært omhandle innovation og energi samt udformningen af de endelige konklusioner fra topmødet.