Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde skudt i gang

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning
Svenske statsminister Fredrik Reinfeldt
Svenske statsminister Fredrik Reinfeldt

EU's stats- og regeringschefer er ankommet til EU-topmødet i Bruxelles. Topmødet strækker sig over torsdag og fredag og vil bl.a. behandle emner som EU's udvidelsesstrategi, migration samt forbedrede beslutningsprocedurer inden for retlige og indre anliggender.

Stats- og regeringscheferne vil starte mødet med en udveksling af synspunkter med Europa-Palamentets formand, Josep Borrell Fontelles. 

Herefter vil stats- og regeringscheferne indlede deres første arbejdsmøde, hvor muligheden for forbedrede beslutningsprocedurer inden for retlige og indre anliggender vil blive drøftet. Migrationsspørgsmålet vil også blive behandlet under arbejdsmødet.

Under den efterfølgende middag for stats- og regeringscheferne vil det finske formandskab orientere om resultatet af dets konsultationer med de enkelte medlemslande om forfatningstraktaten og udvidelsen.

Efter formandskabets orientering vil udvidelsen og alle aspekter i forbindelse med fremtidige udvidelser blive diskuteret, herunder spørgsmålet om EU's integrationskapacitet i forbindelse med optagelse af nye medlemslande.

EU's udenrigsministre vil sideløbende drøfte situationen i Mellemøsten, hvor også Iran vil blive diskuteret . Afrika, og specielt Sudan og Darfur, vil også blive behandlet.

På fredagens arbejdsmøde skal stats- og regeringscheferne drøfte og vedtage de endelige konklusioner fra EU-topmødet.

Yderligere information

EU-Oplysningens temaside om mødet i Det Europæiske Råd