Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - ingen melding

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning
Kommissionsformand Barroso forlader topmødet efter dagens drøftelser
Kommissionsformand Barroso forlader topmødet efter dagens drøftelser

Det franske EU-formandskab, med præsident Sarkozy i spidsen, valgte at springe aftenens pressekonference over. Normalt afholder formandskabet en pressekonference efter den første dags drøftelser.  

Informationerne om status på EU-topmødets første dag er derfor sparsomme. Som den eneste delegation valgte den hollandske premierminister, Jan Peter Balkenende, at afholde en pressekonference. 

Hvad angår Lissabontraktaten, så har den irske premierminister tilsyneladende givet tilsagn om at afholde en ny folkeafstemning i andet halvår af 2009. På klimaområdet er der også enighed om de overordnede mål, hvorimod der stadig forhandles om den konkrete udmøntning.

Medlemslandene har fremlagt deres synspunkter på den økonomiske og finansielle krise, hvor der var enighed om, at en vækststimulerende pakke må respektere de forskellige medlemslandes særlige omstændigheder.

Den franske præsident har fortsat forhandlingerne med de medlemslande, der stadig har udeståender i forhold til en aftale om klima- og energipakken. Forhandlingerne vil fortsætte i morgen fredag, hvor klima- og energipakken samt den økonomiske vækstpakke fortsat vil være på forhandlingsbordet.

Yderligere information