EU-topmøde - afsluttet

EU's faste formand, Herman Van Rompuy, og Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, har netop afholdt EU-topmødets afsluttende pressekonference.
Styrket finanspolitisk integration
Gårsdagens forhandlinger var koncentreret om at finde passende tiltag til at styrke budgetdisciplinen og den økonomiske koordination blandt eurolande for at dæmme op om gældskrisen og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan disse tiltag skulle gennemføres - ved en fælles traktatændring for alle 27 medlemslande eller en særlig mellemstatslig traktat for eurolandene. Der kunne ikke opnås enighed om en fælles traktatændring, så tiltagene vil blive gennemført i en mellemstatslig traktat blandt eurolandene, hvor yderligere ni medlemslande har udvist interesse for at deltage - dvs. alle medlemslande undtagen Storbritannien. Tiltagene omfatter bl.a., at de enkelte medlemslande skal indføre en regel om balancerede budgetter i den nationale lovgivning (læs mere om de enkelte tiltag).
Det videre forløb er nu, at det skal endeligt afklares, hvilke medlemslande der skal deltage i traktaten, hvorefter der sigtes på en undertegnelse af traktaten senest til marts 2012. Både EU's faste formand og Kommissionens formand lagde på pressekonferencen vægt på, at Europa-Parlamentet ville blive involveret i det videre arbejde. Der blev dog heller ikke lagt skjul på, at den særlige konstruktion kunne give juridiske udfordringer med hensyn til EU-institutionernes deltagelse på visse områder. På den anden side blev det fremhævet, at gennemførelsen i form af en mellemstatslig traktat ville gå hurtigere end en traditionel traktatændring.
Der var også enighed om at fremrykke tidspunktet for ikrafttrædelsen af den såkaldte Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), der er tiltænkt som en permanent afløser for eurolandenes nuværende og midlertidige krisefond EFSF, til juli 2012. Det var oprindeligt planen, at ESM først skulle anvendes fra juni 2013. Samtidig skal det i grundlaget for ESM gøres klart, at en eventuel gældsafskrivning ikke vil berøre private investorer investorer, hvilket jo var tilfældet med Grækenland.
Udvidelse
Fredagens møde var startet med en speciel ceremoni, hvor tiltrædelsestraktaten for Kroatien blev undertegnet. Traktaten skal herefter godkendes i de nationale parlamenter, hvorefter Kroatien kan optages som det 28. medlemsland den 1. juli 2013.
For Serbiens vedkommende blev der lagt op til, at en status som kandidatland sandsynligvis ville kunne bekræftes af EU's stats- og regeringschefer på topmødet til marts 2012, forudsat at de serbiske fremskridt fastholdes. Stats- og regeringscheferne satte Montenego i udsigt, at optagelsesforhandlingerne sandsynligvis kan indledes til juni 2012.