Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-topmøde - status på førstedagen

Nyhedsnotits fra Folketingets EU-Oplysning
Dagens afsluttende pressekonference
Dagens afsluttende pressekonference

Det tyske EU-formandskab, repræsenteret af kansler Angela Merkel og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, flankeret af formanden for Europa-Kommissionen, José Manuel Barroso, og den høje repræsentant for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Javier Solana afholdte her til aften en pressekonference efter dagens drøftelser.

Klima og energi

Hovedkonklusionen på den første dags drøftelser er, at der endnu ikke er opnået enighed om det største stridspunkt på EU-topmødet - spørgsmålet om et bindende mål for andelen af vedvarende energi i 2020 på 20 procent af energiforsyningen.

Dagens drøftelser havde dog vist, at der blandt medlemslandene var en enighed om, at EU påtager sig en pionerrolle i spørgsmålet om bekæmpelse af klimaforandringer. Kansler Merkel var også stadig optimistisk med hensyn til muligheden for at opnå et bindende mål for andelen af vedvarende energi. Spørgsmålet om de enkelte medlemslandes bidrag til opnåelse af det overordnede mål på EU-plan om 20 procent vedvarende energi i 2020 vil kræve yderligere diskussioner.

Kansler Merkel slog fast, at atomkraft ikke er vedvarende energi og derfor ikke kan indgår som led i målsætningen om den vedvarende energi. Atomkraft kan eventuelt indgå som middel til opnåelse af målsætningen om en reduktion af drivhusgasserne med 20 procent i 2020, men ikke som vedvarende energi.

Spørgsmålet om en målsætning på 20 eller 30 procents reduktion af drivhusgasserne i 2020 afhænger, ifølge formandskabet, stadig af om der kan indgås en global aftale. Merkel understregede dog vigtigheden af at forpligtige sig til et konkret mål.

Europa-Kommissionsformanden anlagde en positiv synsvinkel på dagens drøftelser og fremhævede, at af de 17 punkter som Europa-Kommissionen havde fremlagt, var der kun ét punkt der havde været genstand for uenighed.

Berlin-erklæringen

Det meste af aftenes middag for stats- og regeringschefer var gået med en diskussion af den såkaldte Berlin-erklæring, der skal markere 50-året for Rom-traktatens underskrivelse den 25. marts 1957.

Der var enighed om, at erklæringen skal være rettet til EU's borgere og derfor være udformet i et enkelt sprogbrug. Erklæringen skal omhandle både EU's fortid og fremtid samt de grundlæggende værdier som EU bygger på. Øvrige elementer som uvidelsen, klimaforandringer, EU's konkurrenceevne samt den europæiske samfundsmodel bør også indgå i erklæringen.

Spørgsmålet om hvorvidt fremtidige udvidelser skal være indeholdt i erklæringen havde dog afstedkommet en del diskussion.

EU-USA

Der havde ikke været tid til en drøftelse af spørgsmålet om en udbygning af det økonomiske samarbejde mellem EU og USA. Angela Merkel vil derfor orientere medlemslandene om visionerne fredag morgen.

EU-topmødets videre forløb

Det tyske formandskab vil i løbet af natten arbejde på et nyt udkast til konklusioner, der afspejler de drøftelser, som EU's stats- og regeringschefer har haft i løbet af dagen.

Yderligere information

EU-Oplysningens temaside om EU-topmødet